Mode-Magasinet er skjult reklame og i strid med loven. Det skal stå klart
og tydeligt på forsiden, at det er en reklame, så forbrugerne ikke er i
tvivl. Sådan lyder beskeden fra Forbrugerombudsmanden, der i to breve til
udgiveren har gjort opmærksom på reglerne for markedsføring. Artiklerne i
Mode-Magasinet er finansieret af de omtalte firmaer, og det har læseren
ikke fået at vide.
– Problemet er, at det er ren reklame, og det stod ingen steder i det
første nummer af Mode-Magasinet, vi kiggede på. Når en virksomhed på denne
måde betaler for en artikel, så er det jo annoncering og ikke redaktionel
omtale af et bestemt produkt, forklarer Jørgen Fabricius Hass, jurist hos
Forbrugerombudsmanden.
Peter Andreasen, administrerende direktør for Mode-Magasinet, bekræfter,
at der er behov for en mere tydelig varedeklaration.
/ritzau/