Lørdagens Melodi Grand Prix blev til som en co-produktion mellem Danmarks Radio og Herning. Således har byen betalt for blandt andet ophold og transport. En udgift der løber op i cirka en million kroner.
Ifølge medieforsker Preben Sepstrup var de små indslag, der promoverede Herning, i strid med DR’s og radiolovens ånd, der netop foreskriver, hvorledes indholdet på public-service kanalen skal holdes fri for kommercielle interesser. Sepstrup mener, at det langt fra var klart over for seerne, at de små indslag er en del af en modydelse fra tv-stationens side.
– Ni ud af ti danskere vil jo sidde og tro, at det er DR, der har ment, der var en god journalistisk historie her. Man overskrider efter min mening radiolovens grænser, når der i virkeligheden er tale om en egentlig modydelse, som DR gier tilbage i sendetid. Det ville være strengt ulovligt hvis det var en pølsevogn eller et bestemt firma som blev promoveret, og den eneste grund til, at jeg ikke siger, dette her er direkte ulovligt, er, at man kan diskutere hvilke økonomiske interesser Herning Kommune har i det her, siger medieforskeren.
Han mener desuden at at man med de små indslag fordelt i Grand Prix’et, er kommet skræmmende tæt på stilen hos de kommercielle stationer hvor sendefladen splittes op i reklameafbrydelser.
Redaktør Morten Carlsson, DR, fastslår at sponsorerne på intet tidspunkt har fået lov at diktere selve indholdet i programmet.