Hele Tele-sektoren befandt sig i 2001 i skønhedskonkurrencernes tegn. Mediekonvergensens lokkende muligheder fik de europæiske teleselskaber til at stå i kø for på auktioner at byde astronomiske beløb for distributionsretten til mobile bredbåndsnet i form af UMTS-licenser. Specielt i Frankrig viste det sig hurtigt for teleselskabet Vivendi, at skønhed er en flygtig vare, der afhænger af øjnene, der ses med, og efter at den første eufori havde lagt sig, kunne selskabets økonomer konstatere, at de havde købt sig ud over fallittens rand, hvis ikke den franske stat ville være villig til at genforhandle koncessionsbetingelserne.

Helt så galt gik det ikke i Danmark, hvor der blev bortauktioneret fire licenser i en spændt atmosfære, der var præget af IT- og forskningsminister Birte Weiss’ Hold kæft klausul, der skulle forhindre auktionsdeltagerne i at indgå underhåndsaftaler om beløbsstørrelser og driftsamarbejde.

Ny aktør

Umiddelbart var der ikke stor spænding omkring fordelingen af de fire danske licenser. Med de fire mobile storaktører – Tele Danmark, Telia, Sonofon og Orange – var der forventninger om at auktionsbudene nok ville ligge tæt på det af ministeriet fastsatte mindstebud på en halv milliard kroner. Men så begyndte rygterne at svirre. Et nyt udenlandsk konsortium lurede i baggrunden, og selvom amerikanerne i Sonofons ejerkreds udtrykte større forventninger til Fixed Wireless Access-teknologien end til UMTS (Universal Mobile Telecommunications System) var der meget, der tydede på, at der i udbudet ville være en licens i underskud, og det fik formentlig selskaberne til at hæve deres tilbud med adskillige hundrede millioner.

Da den store dag oprandt, viste det sig, at der var hold i Sonofon-rygterne. Ganske vist forsøgte norske Telenord at komme igennem med en feberredning på Sonofons vegne, men det lykkedes ikke. Til gengæld hørte danskerne for første gang om en ny mobiludbyder ved navn HI3G, der med europæisk hovedkvarter i Sverige ejes af det Hong Kong-baserede Hutchison Whampoa og svenske Investor i fællesskab og hvis øverste chef, Chris Bannister, ser selskabet som en potentiel global operatør med mulighed for at servicere op til 350 millioner abonnenter. HI3G sikrede sig den fjerde danske licens – og siden er der ingen, der har hørt fra dem.

Nye generationer

I betragtning af de milliarder, den danske statskasse sikrede sig i forbindelse med UMTS-auktionen, kan det undre, at der her, blot nogle få måneder senere, ikke tales mere om UMTS-fremtidens fristelser. Men det er ikke altid, at de teknologiske forventninger indfries i det ønskede tempo, og IT-branchens kollektive nedtur har uden tvivl lagt en dæmper på fremtidsdrømmene. Mens Tele Danmarks Henning Dyremose fortsat er en varm fortaler for de mobile bredbåndsmuligheder i form af UMTS, har Oranges Monique Moull‚-Zetterstr”m fra første færd pointeret, at det er en frekvens-licens man har erhvervet sig. Hermed siger hun, at implementeringen af UMTS som 3. generations mobilteknologi kan vise sig at komme ud af trit med den teknologiske udvikling, og at Orange måske derfor i stedet vil benytte den erhvervede frekvens til den fjerde eller femte generations teknologi, der allerede befinder sig på forsøgsstadiet.

Nye forventninger

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen skabte store forventninger, da han i sin sidste nytårstale lovede at bringe Danmark i IT-teknologisk front. Et af midlerne skulle være at give befolkningen landsdækkende adgang til det bredbåndsnetværk, der er en forudsætning for en videreførelse af den digitale revolution i form af en sammensmeltning af tidligere klart adskilte informations- og kommunikations-teknologier.
Den politiske vurdering af bredbånd viste sig imidlertid hurtigt at være noget smallere end branchens opfattelse, og selvom udgangspunktet på 256 Kbs siden er blevet udvidet med ADSL-tilbud med hastigheder på op til 2 Mbps åbner det med den nuværende komprimeringsteknologi fortsat ikke mulighed for distribution af f.eks. streaming video i DVD-kvalitet i fuld skærmstørrelse. Her vil mindstekravet til båndbredden for en kernefamilie med to voksne og to børn, der hver især ønsker adgang til underholdning on demand fortsat være fem til ti gange så stort. Men det vil kun være et spørgsmål om tid inden det er muligt at sikre denne båndbredde eller at komprimere signalerne så meget, at de kan presses igennem de eksisterende ledninger.

Nyt betalingssystem

2001 blev også året, hvor antallet af mobiltelefon-opkoblinger overhalede antallet af fastnet-telefoner, og i dag kan det dermed konstateres, at det aldrig tidligere er lykkedes at få en hel befolkning til at adoptere en ny teknologi på så kort tid. Denne parathed til at tage ny teknologi til sig ventes af mange også at komme til at præge de næste skridt på vejen til det digitale hjem, hvor telebranchen som forbindelsesled til omverdenen vil spille en vital rolle. Men hvem siger at det er rigtigt? Mens Internettet og alle dets tilbud oprindeligt var baseret på gratis-ydelser, er der post dot-com en stadig mere iøjnefaldende tendens til – som teleselskaberne altid har gjort – at måle og veje alle ydelser for hermed at kunne omdanne dem til en handelsvare. Det er derfor heller ikke noget tilfælde, at det netop er Tele Danmark, der er gået sammen med de to største danske pengeinstitutter om at udvikle et mikro-payment system, der effektivt og rentabelt kan håndtere selv småbetalinger.

Nye tilbud

Mens hr. Jensen og børnene sikkert vil lade sig fascinere af den nye teknik og det stigende antal underholdningstilbud i alle distributionskanaler, vil det være fru Jensen, der skal skaffe plads til dette i familiens husholdningsbudget – og indtil videre er der ingen, der har spurgt hende om, hvor mange tusinde kroner hun hver måned vil være villig til at spendere på det, der i branchen betegnes som indhold, og som dækker alt fra underholdning til spil og kommunikation i tekst, lyd og billeder. Og hvis hun endelig skulle være modtagelig for at påtage sig denne budgetmæssige byrde, hvordan vil hun så sikre sig, at hun ikke falder i kompatibilitets-fælden og får investeret i proprietært udstyr, der ikke kan fungere med familiens øvrige digitale elementer .

Nye alliancer

Selvom dette ikke umiddelbart er teleselskabernes problem, da de jo blot skal sikre logistikken og tilstedeværelsen af den netværksmæssige infrastruktur, er det trafikken i nettene, der skal betale både etablering og drift. Tidligere års imponerende og visionære nytårsforsæt er i år blevet afløst af en nøgtern back-to-basic holdning, hvor der tales om koordinering og effektivitet og en udnyttelse af de stordriftsfordele, der er forbundet med at være repræsenteret på flere markeder. Og så er der en tydelig tendens til, at Teleselskaberne i bestræbelserne på at skabe trafik i nettene, allierer sig med virksomheder og organisationer, der kan levere eksklusivt indhold i form af service, viden og underholdning – og derfor må det forventes, vi i år 2002 vil opleve, at teleselskaberne puster nyt liv i en række af de dot-com spøgelser, der har været baseret på så gode ideer, at de har formået at skrante sig gennem den skærsild, der fulgte i kølvandet på aktiemarkedernes ultimative krav til afkast og forrentning af den investerede kapital.