22.000 registrerede brugere, 270.000 besøgende og mere end 500.000 afgivne stemmer.
Aqua d’ors skønhedskonkurrence Miss Aquad’orable 2009 web community har siden lanceringen for blot en måned siden tiltrukket brugere i et tempo, som er sjældent set i reklameverdenen.
Den succesfulde kampagne, som til maj udmunder i et underholdningsprogram over seks afsnit på TV3, er udtænkt og udviklet af reklamebureauet Co+Høgh.
Til den tekniske udvikling af Aquadorable.dk, som er kampagnens virtuelle omdrejningspunkt, har Co+Høgh brugt webbureauet Contentcube.
Christoffer Back, Co+Høgh, siger:
– Sidste år udviklede kampagnen og herunder webcommunitiet sig til en stor succes, og i år har vi formået at mangedoble brugernes aktivitet og loyalitet. Contentcube bidrager med den tekniske platform, og forstår at integrere dette i det samlede koncept. Kampagnen har styrket kendskabet til Aqua d’or og gav sidste år en salgsfremgang på 40 procent – og dette om vinteren, hvor kildevandssalget normalt er lavt.
Fastholdelse i fokus
Aquadorables web community har haft særlig succes med at fastholde brugerne af sitet, i længere tid af gangen.
Netop fastholdelsen af brugeren er afgørende for at få et velfungerende community med masser af aktive brugerne. Og det er ikke tilfældigt, at brugerne i gennemsnit bruger mere end 10 minutter af gangen på siden.
Simon Schock, partner og adm. direktør i Contentcube, fortæller, at sitet er udviklet ud fra grundpillerne i Contentcubes online model: ”Registration, Retention, Relation”.
– Vi har sammen med Co+Høgh lagt vægt på at fastholde de besøgende og øge deres aktivitet. Dels ved at tilbyde et spændende og dynamisk community, og i endnu højere grad ved automatisk at udsende hyppige notifikationer via mail, hver gang der sker noget af relevans for brugeren. Vi har dags dato udsendt langt over 1 million notifikationer.
Alle kan besøge sitet, men man skal registrere sig for at få det fulde udbytte.
Også en specialudviklet Facebook-applikation bidrager til, at sitet spreder sig ud på nettet. Pigerne installerer den for at opfordre venner til at besøge deres profilside og afgive en stemme.
Og det virker efter hensigten. Dagligt klikker mere end 1.000 Facebook brugere sig ind på Aquadorable via applikationen.
Derudover er der er skrevet næsten 1 million wallposts, 10.000 debat indlæg, uploadet 100.000 billeder og knap 1.500 videoer.
Dette gør web community’et selvopretholdende og skaber for hvert debatindlæg eller foto merværdi for kampagnen og Aquad’or.