Bevæbnet med mobiltelefoner har 600 unge 12-16-årige over hele landet gennem de seneste uger indspillet såkaldte lommefilm om, hvorfor det er farligt at gå i solarium.
Konkurrencens vinder – ”Blind Date” – kom fra fire drenge fra 7. klasse på Valdemarskolen i Ribe: Deres lommefilm er efterfølgende lavet som ”remake” på den professionelle måde af filmselskabet Picturewise, og kører i øjeblikket i Nordisk Films biografer som forfilm til ”The Twilight Saga: Breaking Dawn”.
Knap 200 sjove, tankevækkende og til tider absurde lommefilm – altså kortfilm optaget på en mobiltelefon – er strømmet ind til bedømmelse hos juryen, som ikke var i tvivl.
– ”Blind Date” er en klar vinder. Den skiller sig ud ved at have en overraskende pointe, være fuld af humor, og have et budskab, der går klart igennem, siger skuespiller og filminstruktør Nikolaj Kopernikus, der sammen med projektchef Anja Philip fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens Solkampagne, direktør Henrik Laier fra Picturewise samt DJ og musiker KATO udgjorde juryen.
I filmen mødes en pige og en dreng på en restaurant til en romantisk blind date. Det går forrygende med god kemi og højspændt flirt mellem dem. Men filmen knækker totalt, da han kommer med anti-score replikken: han går i solarium…
Ribe-drengene Benjamin Munk, 14 år, Jeppe Tellund, 13 år, Nicklas Thygesen, 13 år, og Casper Højerup Rasmussen, 13 år, var selv med ved optagelserne i Århus, da Picturewise omdannede deres egen film til en ”rigtigt” spot. Og de er ikke i tvivl om, hvad de vil sige med deres film.
-Man skal slukke solariet, for man kan få hudkræft, og det kan man dø af, siger Benjamin på 14 år. Og Jeppe på 13 år fortsætter:
– Det er vildt sjovt at se, hvordan man laver film. Det har jeg aldrig prøvet før. Det er en lidt anden version i slutningen, men nu er den bare bedre.
Hovedrollerne i biografreklamen spilles af Mia Jexen (som ses på fotoet sammen med drengene) og Thomas Voss, som begge stillede op i den gode sags tjeneste.
Spottet blev vist første gang den 17. november og vil frem til slutningen af næste uge blive vist for ½ million mennesker – blandt andet inden den nye Twilight film.
Se drengenes lommefilm her.
/embed>/embed>
Og det ”rigtige” bio-spot her.
/embed>/embed>