Den foreløbige liste over priser til reklamekampagnen Made From Cool for mode-brandet Jack & Jones – kreeret af &Co og Bacon CPH er allerede alenlang – men forhåbentlig er der stadig plads på hylderne til en statuette eller to.
I hvert fald er de fem film fra kampagnen netop landet i finalen (i Film-kategorien) ved det store, amerikanske award-show CLIO Awards.
Og det vækker naturligvis glæde hos parterne bag kampagnen.
– Jamen, det er helt fantastisk. CLIO er jo en amerikansk award baseret i New York, og kampagnen har ikke kørt i USA, så derfor er det ekstra interessant at se, hvor langt den måske, måske ikke, kommer. Men vi er selvfølgelig superglade, lyder det fra Thomas Hoffmann, der er kreativ direktør hos &Co.
Kampagnen har hidtil hentet priser ved VM i reklame i Cannes (Cannes Lions), ved Eurobest, ved Epica Awards, ved The One Show, ved New York Festivals International Advertising Awards, ved D&AD ved CLIO Image – og herhjemme ved Creative Circle Award.
I Film-kategorien er Jack & Jones-filmene oppe mod en stribe af også tidligere prisvindende film som Chipotles ”The Scarecrow”, Apples ”Misunderstood” (som i sidste uge også vandt en Emmy), Guinness’ ”Sapeurs” – og ikke mindst tre af Volvo Truck-filmene fra kampagne-serien ”Live Test”.
LEGO er også med
Men der er også andre danske navne på CLIO-shortlisten.
Således er de meget specielle udgaver af henholdsvis Da Vincis Mona Lisa, Vermeers Pige med perleørering, René Magrittes Le Fils de l’Homme og Vincent van Goghs blå Selvportræt, som den italienske designer Marco Sodano for et par år siden skabte ud af Legoklodser, shortlistet i hele tre kategorier: Out of Home, Print og Print Technique.
I første omgang var de pixelerede versioner af kunstværkerne lavet for sjov, men siden blev de til en ”rigtig” kampagne for LEGO fra reklamebureauet Geometry Global i Hongkong – med Sodano som art director.
Du kan nærstudere CLIO-shortlisterne i foreløbig 13 kategorier her.
Shortlister i flere kategorier offentliggøres sidst på ugen.