En elefant går rundt på Croisetten. En elefant iført jakkesæt og Excel-ark.
Big Data er kommet til Cannes, og rigtig mange spørger sig selv, hvad vi dog skal stille op med uhyret?
Vi har spurgt en af Danmarks førende kreative, David Asmussen fra Halbye Kaag JWT.
– Big Data er skræmmende…
– Skræmmende akkurat…
– Skræmmende brugbart…
– Og skræmmende ubrugt…
Siger han med bevidst indlagte tænkepauser. Og fortsætter:
– Kun 2 pct. af den tilgængelige data-mængde bliver brugt. Vi har altså muligheden for at tilegne os viden om individer og deres digitale adfærd, men vi lader hovedparten af mulighederne ligge.
– Men værktøjerne er der, og potentielt burde vi kunne ramme hver enkelt forbruger helt præcist og basere vores kommunikation på præcise indsigter.
Prøv at uddybe tankegangen?
– Hvor vi tidligere kunne tale til mængden, og ramme gennemsnittet – og dermed tabe alle dem der ikke lå der – kan vi i dag ramme alle. Problemet er bare, at vi ender med at vælge ”whats trending” – for vores kunders budgetter rækker alligevel ikke til at ramme individet.
– Så vi sidder her midt i skoven, og kan ikke se træerne: Hvordan kan vi bruge vores viden til at ramme mængden af individer med vores målrettede budskab?
– Google, af alle, burde for længst have bevist, at de kan ramme rigtigt hver gang. Alligevel bliver jeg ramt af bannere fra diverse taske- eller skofirmaer, fordi ens kone engang klikkede på et InWear banner.
– Jeg er ikke i tvivl om, at tracking af adfærd og dermed grundlaget for at skaffe Big Data er til stede. Men Big Data ses sjældent brugt på en intelligent måde.
– Man kunne jo starte med at få mig til at acceptere den cookie, der husker at jeg accepterer cookies, slutter David Asmussen.