En vintage Fisher-Price-hund, den adlede britiske skuespiller Dame Kristin Scott Thomas – og en ny version af en Rolling Stones-klassiker.

Det er blandt hovedingredienserne i den nye, årlige julefilm fra det britiske stormagasin John Lewis.

Interessen for jule-reklamefilm har i England gennem mange år været nærmest på niveau med interessen for Super Bowl-reklamefilm i USA.

John Lewis’ film er som regel en af de mest hypede, og heller ikke i år holder stormagasinet sig tilbage, når det gælder om at tiltrække sig opmærksomhed.

Hovedpersonen filmen er således ingen ringere end den adlede skuespiller Dame Kristin Scott Thomas i rollen som Granny Gloria, der byder sin familie velkommen aftenen før julemorgen.

Hendes to børnebørn Freddie og Maggie giver den gas igennem hendes velorganiserede stuer og kontor, og hun forsøger fortvivlet at aflede deres opmærksomhed med sit eget gamle, elskede legetøj: ’Pickles’ en lille hund af træ.

Men det gider de naturligvis ikke. Så Granny giver op og begynder at fylde pengesedler i gavekonvolutterne til de to børnebørn i stedet, men så vågner ’Pickles’ til dåd med ordene “You can do better than cash” …

Artiklen fortsætter under billedet.

… og selvfølglig ender det hele godt. Foto: PR

Harry Potter-instruktør står bag

Herefter går den vilde gavejagt gennem Londons gader – i en pink tuk-tuk – og efterfølgende ikke mindst gennem John Lewis’ mange etager.

Slutningen skal ikke afsløres her, men med taglinen ”Don’t Give Up on Giving” sætter Saatchi & Saatchi lyd og billeder på den indsigt, som John Lewis ifølge The Drum har fundet frem til: At rundt regnet halvdelen af deres kunder er usikre, når det gælder gavevalg.

Den tre minutter lange reklamefilm er modsat flere af de foregående ikke den klassiske emotionelle fortælling, der kalder på kilovis af Kleenex.

Instruktøren er Lucy Forbes, der også instruerer HBO’s kommende Harry Potter-serie, Smuggler har produceret,og musikken er artisten Sam Fenders cover af The Rolling Stones-klassikeren ‘You Can’t Always Get What You Want’.

En version, som flere medier, herunder også The Drum, fortæller, at selveste Mick Jagger har blåstemplet med ordene ”I’m a fan of Sam’s work… I think he’s done a great job with it.”

Det er Saatchi & Saatchis fjerde John Lewis julereklamefilm, siden bureauet vandt budgettet fra adam&eve/DDB i 2023.

Sam Fendes cover kan i øvrigt købes separat på vinyl og som CD, og overskuddet fra John Lewis går til organisationen Action for Childrem, mens Sam Fenders donerer sit eget overskud til Teenage Cancer Trust.

Se John Lewis julereklamefilm her efterfulgt af en behind the scenes-film.