Danmark er ikke kommet så godt fra start ved OL i reklame i Cannes. I fire kategorier har juryerne voteret og det er kun blevet til en bronze-løve i print til Grey København.
De tre andre kategorier, Cyber, Direct og Media er ellers områder, hvor danske bureauer tidligere har haft stor succes.
Selvom Media Lions, som gives til den mest kreative medieplanlægning, kun har været uddelt siden 1999, har danske bureauer tre gange kunnet hente en løve i den kategori. I år var der dog en nominering i Media Lions, som tilfaldt Saatchi & Saatchi for eventen ”Ariel Airport Event”. Eventen indebar en kuffert med snavset tøj, en kuffert med rent tøj og en kuffert med gratis prøvepakker, som kørte rundt på bagagebåndet i ankomsthallen.
I alt kæmpede 11 danske kampagner i Media Lions, hvor der i år var sendt 1076 arbejder ind.
Eventen fra Saatchi opnåede også den eneste nominering i kategorien Lions Direct, som uddeles til den mest kreative brug af direct marketing, en kategori, hvor danske bureauer også tidligere har klaret sig godt. Prisen har kun været uddelt siden 2002, men alligevel er det to gange lykkedes et dansk bureau at vinde, senest sidste år, hvor Young & Rubicam vandt en guld-løve for en Unicef-kampagne. I år blev det dog ikke til en løve, men kun til en nominering i kategorien. De 11 danske arbejder, der var sendt ind til konkurrence i Lions Direct, skulle kæmpe mod et felt af 1614 kampagner.
Den største skuffelse kom dog i Cyber Lions, der gives til den mest kreative og nytænkende brug af kreative web-sites og onlinereklame.
I kategorien, der har været uddelt i otte år, har Danmark klaret sig helt på niveau med lande som USA og England. Tre gange i 2003, 2002 og 2000 er det nemlig lykkedes den danske afdeling af Framfab at hente en Grand Prix for deres arbejde med Nike. Sidste år vandt Framfab en bronze, men i år blev det ikke engang til en nominering.
Danmark havde en nominering i Cyber-kategorien. Den ene nominering gik til arkitektfirmaet Plot for en hjemmeside for dem selv. Danmark havde i år 16 indsendte kampagner og sites i Cyber-kategorien, hvor 1897 arbejder deltager i kampen om de godt 100 løver.