Efter de seneste måneders avisartikler kunne man godt fristes til at tro, at den var helt gal på den landsdækkende radiostation Sky Radio. For godt et år siden vandt Sky auktionen omkring sendetilladelsen til den første landsdækkende radiokanal, men siden lanceringen i november sidste år har stationen været genstand for en del kritik og uheldige opsigelser.
Den primære kritik handlede om stationens måde at udfylde opgaven med at levere magasin-programmer. Før sommerferien valgte to ledende medarbejdere at opsige deres stilling af vidt forskellige årsager, og som om situationen ikke var kritisk nok fulgte i sommer artikler om, at Sky ville få et kæmpe underskud allerede i det første leveår, og at Sky’s direktør, Kasper Krüger, var sat under administration af en “hollandsk vagthund”.
I flere medier blev der sågar spekuleret i, hvorvidt, at Kasper Krüger stadigvæk var direktør. I løbet af sommeren fik sagen om magasinprogrammerne dog sin afslutning. Sky lagde nemlig fra begyndelsen af august sine magasinprogrammer om, så det dog umiddelbart tilfredsstillede nævnet, og historien om at stationen ville “miste sendetilladelsen” var død.
Men de interne problemer og problemerne med magasinprogrammerne var ikke de eneste udfordringer for Sky. De kommercielle radiostationer oplevede nemlig et sort forår. Selvom der inden nytår havde været et kommercielt gennembrud, gik det pludselig alt andet end frem for dansk radioreklame. Annonceomsætningen faldt i begyndelsen af året, og faldet så inden sommerferien ikke umiddelbart ud til at vende lige med det samme. Sky har nok kunnet forudse en hårdere konkurrence og en øget opmærksomhed end dengang stationen var en lille lokalradio, men mængden af problemer har ikke være helt efter bogen. Kasper Krügers lettere ironiske svar på hvorvidt, det g år efter planen er da også, “at man er glade for den interesse som markedet og pressen har vist overfor Sky”.
– Vi har lavet en 8-årig forretningsplan for, hvordan stationen skal udvikles og i den plan, er der taget højde for en række forhold. I forbindelse med kritikken af os i medierne skal man huske på, at der for et år siden sad otte store mediekoncerner sammen og bød på rettighederne til den første landsdækkende kommercielle radiokanal. Da auktionen var forbi, var det Sky som havde valgt at byde mest. Det er klart, at en del af de mediekoncerner som dermed måtte gå tomhændede hjem har en interesse i, vi bliver fulgt med et ekstra kritisk fokus, siger han.
Men det vil sige, at du mener, at der er tale en pressehetz mod Jer?
– Jeg vil ikke gå i detaljer omkring de forskellige sager, men eksempelvis skal Berlingske Tidendes dækning af Sky Radio ses i lyset af avisens økonomiske engagement i Sky Radios to hovedkonkurrenter. Berlingske har et samarbejde med The Voice om at levere radionyheder og med 100 FM om salgssamarbejdet DDR (Det Danske Radiobureau red.), siger Kasper Krüger, der understreger, at der i enhver organisation, som vokser med flere hundrede procent fra 14 til 64 mand på få måneder vil være folk som ikke passer ind. Derfor tager han de to afskedigelser med ro.
– Sky Radio har fået den historiske opgave at bryde 80 års radio-monopol. Det medfører en helt naturlig interesse for vores virksomhed og radiomarkedets udvikling. At konkurrencesituationen er blevet skærpet og at priserne dermed er blevet presset, kommer heller ikke bag på os. For Sky Radio har det været en vigtig forudsætning for at få den nødvendige vækst i radiomarkedet, at priserne på radioreklame kom ned på et konkurrencedygtigt niveau i forhold til de øvrige medier. Vi gik dermed selv i front med at sætte listepriserne ned med 20 procent i forhold til det tidligere prisniveau på radiomarkedet. Vi fornemmer en stor interesse for vores medie og har i de seneste måneder fået flere store annoncører til at prøve mediet. Det er vi glade for, siger Kasper Krüger, der ikke ønsker at oplyse hvor stor en omsætning radioen har haft i stationens første 10 måneder.
Men er du glad eller nervøs for udviklingen indtil nu?– Jeg vil ikke sige, at jeg er nervøs. Selvfølgelig kunne vi godt have ønsket os, at det gik endnu hurtigere, men vi har en klar forventning om øget markedsvækst i 2005. Annoncemarkedet har nu adgang til de første cases og den nødvendige lytterdokumentation for de nye radiokanaler. Det er vigtige forudsætninger for, at radiomediet kan tages med i medieplanerne for næste år. Men jeg er selvfølgelig heller ikke tilfreds, før vi giver overskud til vores ejere, siger han.
Bokse
Sky Radio har iværksat en stor markedsføringskampagne, som skal kommunikere radioens image. Tidligere har Sky brugt flest kræfter på at kommunikere de mange frekvenser, som stationen kan tages på rundt i landet, men med den nye kampagne ønsker stationen at knytte sig tættere på udvalgte kunstnere. De fire k unstnere, som Sky bruger i deres kampagne er Robbie Williams, Thomas Helmig, Madonna og Anastasia.
– Når lytterne hører Sky Radios kerneartister, som eksempelvis de fire kunstnere i kampagnen, skal de straks vide, at det er Sky Radio, de hører, siger Kasper Krüger. Kampagnen vil køre på outdoor, aviser og magasiner og indrykningsbudgettet er 5.5 mio. kroner. jür
Mediabureauerne tegner sig kun for tre ud af fire radiokampagne, som bliver booket. Det fremgår af de seneste tal fra Gallup Adfact, der for første gang har opmålt forbruget af radioreklame. Tallene skal tages med forbehold, da priserne er opgivet i bruttopriser uden hensyntagen til rabatter. Undersøgelsen er en totaltælling af samtlige landsdækkende og regionale kampagner, der har været bragt på kommercielle radiostationer i juli måned.
Det er særligt IUM og Mediacom som tegner sig for over en tredj edel af alle kampagner målt i indrykkede kroner. Store mediabureauer som Carat, Mediaedge:cia og OMD stod hver kun for under 10 procent af omsætningen målt i bruttokroner.
Hver fjerde annoncekrone kommer direkte fra kunden. Blandt reklamebureauerne er det Republica, som tegne sig for næsten 10 procent af alle kampagner i juli.
Hos Sky er man positiv overfor mediabureauernes andel af markedet.
– Mediebureauernes andel af den totale radioomsætning er støt stigende. Selvfølgelig vil der være annoncører, som booker direkte, men i takt med at store annoncører benytter sig af radio, er jeg sikker på, at de også vil bruge kontakten til et mediabureau, siger han. jür