Den omstridte radiostation, Sky Radio, skal ifølge Berlingske Tidende foretage ændringer af programfladen for at leve op til sendetilladelsen. Så bastant lyder kravet fra Radio- og Tv-nævnet i et brev til Sky Radio. Heri står kort og godt, at nævnet ikke kan acceptere den måde, som magasinprogrammet Romantica er sammensat på. Ifølge sendetilladelsen skal Sky Radio årligt sende 1.000 timer nyheds- og magasinprogrammer. Desuden skal der hver dag sendes mindst en times magasinprogram – et krav som Sky Radio blandt andet efterlever ved at sende det to timer lange Romantica om aftenen. Men med sex og samliv som omdrejningspunkt mener nævnet ikke, at Romantice lever op til forpligtelsen.