Når Sky Radio den 15. november går i luften med deres P5, bliver der tale om en af de største medielanceringer nogensinde. I alt havde Sky Radio afsat over 30 mio. kroner til markedsføring af den nye landsdækkende kanal, men det beløb bliver nu, ifølge Sky’s adm. dir., Kasper Krüger, endnu højere. Han vil dog ikke uddybe nærmere, hvor meget mere Sky ønsker at bruge.
– Men vi vil være massivt til stede i markedet på en række medier lige fra outdoor til tv, siger han. Netop outdoor er et godt medie til at markedsføre en ny radiokanal, idet radio ofte høres, mens man sidder i sin bil og er på vej fra et sted til et andet. Sky har fra lanceringen den 15. november og en periode frem booket stort set al outdoor hos de to store outdoor-selskaber AFA JC Deceaux og Clear Channel, som dækker mere end 90 procent af outdoor-markedet. Outdoor-bookningen skete tilbage i juni måned kort efter radioauktionen var blevet afgjort. På det tidspunkt lå det fast, at den anden landsdækkende kanal var blevet købt af Talpa, som dog ikke havde en organisation på plads i Danmark. Sky kunne derfor med sindsro booke al outdoor-reklame og overlade konkurrenterne til at bruge plakatmafiaen, hvis man vil have en synlighed i bybilledet. Udover outdoor vil Sky Radio P5 også være meget synlige på såvel tv, som print.
– Vi har et meget simpelt budskab, vi skal ud med i forbindelse med lanceringen af P5. Det handler om at sige, at der nu er et alternativ og hvor man finder os. Og det budskab kan ikke siges for ofte, siger Kasper Krüger, der understreger, at markedsføringen af den nye kanal ikke som tidligere vil være baseret på barderaftaler med medier, altså aftaler hvor medier bytter reklameplads.
– Vi vil fremover være langt mere selektive i vores medieplan, selvom om barderaftaler da stadigvæk vil indgå, men vi er meget bevidste om, at det ikke kun handler om at larme, men om at larme på den rigtige måde, siger Kasper Krüger, der glæder sig til, at der skal komme et regulært landsdækkende alternativ til Danmarks Radio.
Radioens svar på Coca Cola
Sky Radio har sendt i Danmark på kabelnettet siden 1988, men gik først ind som en regulær FM-radio i 2001. Sky Radio’s direktør, mener dog at Sky på de to år har vist markedet, at der var en plads til det hollandske radioformat med musik non-stop. Sky er en del af den hollandske radio-koncern, der har rullet samme format ud i mange europæiske lande, og netop stordriftsfordelene kan, ifølge Kasper Krüger, vise sig at være en væsentlig fordel i forhold til konkurrenterne.
– Vi skal ikke opfinde alt hvad vi foretager os lige fra aftaler om Koda-Gramex til markedsføring. Vi har en organisation, som allerede har arbejdet med disse probl emstillinger. I stedet kan vi fokusere på at skabe en god radio og give annoncørerne nogle konkurrencedygtige reklamepriser, siger Kasper Krüger, og henviser til konkurrenten Talpa, der ikke har fået deres organisation helt på plads to uger før, de skal i luften.
– Vi har valgt at være konsistent i vores tilgang til markedet, og det samme vil gå igen i vores markedsføring. Der er ingen, som er i tvivl om, at vi er musik non-stop. Sådan er Sky-konceptet lige meget hvor du befinder dig. På den måde kan du godt sammenligne os med Coca Cola, siger Kasper Krüger, der ikke føler, at han har betalt for meget for sin landsdækkende kanal.
– Vi har betalt 453 mio. kroner plus en omsætningsafgift. Til gengæld har vi fået muligheden for at være den som skaber markedet, mens de andre må se til. SBS valgte at holde sig uden for, men ender alligevel med at have et samlet omkostningsniveau bl.a. på grund af købet af Radio 2, der kommer i nærheden af vores omkostninger, selvom de kun dækker mindre dele af landet med lokale frekvenser. Så helt gratis har det ikke været for dem at lade være med at byde, siger han.