Lukningen af Sky får rynkerne frem i panden hos direktørerne for to af landets største mediabureauer. Thomas Bertelsen, adm. dir. OMD, kalder lukningen en ”meget sørgelig situation”.
– Sky var den eneste landsdækkende station, og det betyder selvfølgelig noget for vores kampagner og for den måde vi som mediabureau skal tænke radio på, siger Thomas Bertelsen, der understreger, at tilliden til radio-markedet som et professionelt marked samtidig vil lide et alvorligt knæk
– Men også opfattelsen af radiomarkedet som et stabilt marked vil få et knæk, og det er ikke noget radiomarkedet har brug for. Det er synd for radio, lyder vurderingen fra OMD’s adm. direktør, der frygter prisstigninger som følge af, at der vil være større efterspørgsel på de andre stationer.
– Vi har i forvejen oplevet store prisstigninger på radio, så det er en ”no win”-situation set fra vores bord, siger han.
Flemming Jensen, broadcast-director hos Mediaedge:cia, tror ikke umiddelbart, at prisen på radio vil stige, som følge af Sky lukning. Han håber derimod på, at der kommer en hurtig politisk løsning, for det kan være med til at sikre, at radiomarkedet ikke bliver sat tilbage.
– Det eneste som kan sikre det, er et hurtig salg af kanalen til en ny spiller på markedet. Vi sidder netop nu og forhandler årsaftaler med stationerne, og med mindre der kommer en hurtig afklaring vil væksten i radiomarkedet få et dyk til næste år, siger han. jür