Radiomarkedet er samlet set kommet ind i 2004 med et lavere salgsindeks end året før, viser det netop offentliggjorte DRRB-indeks for første kvartal 2004, der er baseret på media- og reklamebureauernes fakturerede omsætning. Radio ligger på indeks 80 for kvartalet.
Det overrasker det landsdækkende Sky Radios kommercielle direktør, Mads Bredal, der ikke kan være utilfreds med Sky Radios kundetilgang.
– Annoncemarkedet indtog, ikke overraskende, en afventede holdning, før der kom brugbare lyttertal på bordet den 22. januar. Men siden da har Sky Radio haft en pænt stigende reklameafvikling, og bookingen til afvikling i det kommende kvartal ser særdeles godt ud, siger Mads Bredal, der oplyser, at adskillige landsdækkende varemærker som f.eks. McDonalds, Orange og Toms allerede nu er i luften på Sky Radio.
– Man kan ikke se, hvor nedgangen i radioomsætningen ligger, men noget tyder på, at specielt de lokale radiostationer har det svært i øjeblikket – og de trækker det samlede indeks for første kvartal ned. Indekset ville se anderledes ud, hvis man isoleret set så på de landsdækkende radioaktører, siger Mads Bredal til Sky Radio’s nyhedsbrev RadioWatch.
Lokalradioerne er dog ikke nødvendigvis hårdt ramt målt i faktiske kroner, for en del af radioomsætningen både for lokal, regional og national radio går ikke igennem de media- og reklamebureauer, der danner grundlag for DRRBs tal.