Indenfor de nærmeste måneder vil det være muligt at lytte til en Sky Radio-station i bilen og på transistorradio i store dele af landet. Sky Radio åbner nye sendemuligheder, der betyder, at også borgerne i Århus og omegn, i Odense og Kalundborgområdet kan lytte med. Det estimeres, at
mellem 60% og 70% af danskerne vil kunne modtage radioen.
Mange har allerede taget Sky Radio til sig. Radioen har i det seneste års tid oplevet en markant fremgang i sin lyttertilslutning, viser de nye lyttertal fra Gallup, der omfatter 2. kvartal 2002.
Sky Radio har øget sin ugentlige dækning med hele 100% fra 195.000 i 2. kvartal 2001 til lige knap 400.000 lyttere i 2. kvartal 2002.
Sky Radio sender indtil videre på kabel over hele landet og på FM i det Storkøbenhavnske område. Radiostationen har gennem ni måneder afviklet en offensiv markedsføringskampagne på TV, i aviser og på outdoor, især busser.
Fremgangen i lyttertal stammer hovedsagelig fra en massiv
lyttertilstrømning i københavnsområdet. Sky Radio har nu 300.000 ugentlige lyttere alene i Storkøbenhavn, svarende til 20% af indbyggerne. Radioen har på mindre end ét år indhentet og overhalet så godt som alle kommercielle konkurrenter i området. Sky Radios andel af lytningen blandt de kommercielle radiokanaler i københavnsområdet er således oppe på 15% – mod 5% for ét år siden.