Den landsdækkende radiostation Sky Radio udvider programkonceptet den 11. april. Kendte radioværter, blandt andre Dan Rachlin, Jesper Bæhrenz, Eddie Michel, Lars Kjær og Mayianne Dinesen, skal i fremtiden underholde lytterne.
Men trofaste lyttere skal ikke skuffes. Stationens musik-linie, med bløde
rocksange og pophits fra 70¹erne til i dag, fastholdes. Sky Radio er efter
detaljerede musikanalyser af alle popmusikgenrer ikke i tvivl om musikken.
Men efter skuffende lyttertal udvides programfladen med studieværter.
– Sky Radio aflyttes af over én million lyttere ugentligt det svarer til
hver fjerde voksne dansker. Men analyser af lytternes interesser viser os,
at potentialet er endnu større, hvis vi tilbyder lytterne mere end god musik
og nyheder. Det potentiale vil vi søge at opdyrke”, siger adm. direktør Ab
Trik, Sky Radio.
Sky Radio satser med Dan Rachlin og Claudia Bækhave, i “Danmarks Nye
Morgenshow” i de attraktive morgentimer. Radiolytningen er størst kl. 7.30
og aftager gradvist frem til TV tændes. Sky Radio håber dermed at ‘vinde’
lytterne i den bedste sendetid og fastholde lytterne dagen igennem.
– Sky Radio er en virksomhed, og når analyser viser, at der er flere lyttere
at hente ved at justere og opdatere programfladen, så ser vi naturligvis på
de muligheder der er,” siger programdirektør Lasse Roldkjær, og uddyber.
“Lytterne kan godt lide vores gode musik og nyheder. Sky Radios unikke
koncept har stået uændret i mere end 16 år, men nu giver vi lytterne flere
gode grunde til at lytte på Sky Radio; vores nye hold af vedkommende og
underholdende studieværter med store personligheder, siger Lasse Roldkjær.
Kommerciel radio havde i 2004 godt 2% af den samlede medieomsætning og kun
en styrkelse af de kommercielle radiostationer kan ændre det. Men hvor ser
Sky Radio potentialet. Ole Bygholm, kommerciel direktør for Sky Radio siger,
“Det overordnet mål er, at radiomediet i Danmark skal have en andel på 4 –
5% af annonceomsætningen. Vi forsøger, i samarbejde med de øvrige
kommercielle radiostationer, at tale radios sag med den nystartede forening
Radio Advertising Bureau – RAB. For Sky Radio ser vi væksten komme fra to
sider. Eksisterende kunder skal benytte radio mere og nye brancher skal
introduceres til mediet. Vi ser øl, personlig pleje og landsdækkende
detailhandlere, som relevante og potentielle nye områder for vækst”.
Med værter åbnes nye kommercielle muligheder og Ole Bygholm holder sig ikke
tilbage “Vi vil benytte muligheden til at skabe en bedre kontakt til
annoncører og lyttere. Vi vil deltage i events, arrangementer og lignende,
med interesse for både annoncører og lyttere.
Jesper Sehested Lund, bestyrelsesformand for Radio 100FM, siger om Sky
Radios re-lancering:
– Jeg hilser Sky Radios initiativ velkomment. Jeg er
glad for, at Sky Radio nu også er nået til den erkendelse, at lytterne på
det danske marked forventer mere og fortjener bedre end det hidtidige
Sky-format med non-stop musik. Det er således af afgørende betydning for
udviklingen af et stærkt kommercielt radiomarked, at de kommercielle radioer
under eet, tager en større markedsandel fra Danmarks Radio. I denne kamp er
ethvert bidrag velkomment, også et styrket Sky Radio. Jeg glæder mig til den
nye konkurrence fra Sky Radio og ser frem til, at Radio 100FM sammen med Sky
Radio kan tilbyde lytterne et slagkraftigt alternativ til det gammelkendte
tilbud fra Danmarks Radio.
Lytterne vil i de kommende måneder blive grundigt informeret om Sky Radio’s
re-lancering med en omfattende out-door kampagne, annoncer i dagblade og
magasiner og ikke mindst reklamespot i TV2’s bedste sendetid. Sky Radio kan
høres af 78% af danske husstande. Kampagnen starter den 11. april.
/Ole Enggaard

Læs mere om Sky’s initiativer i det nye Markedsføring