Et samarbejde mellem en svensk programmør, BBDO Danmark og Contentcube om en kampagne for det Mars-ejede slikbrand M&M’s har nærmest fået kultstatus på diverse reklameblogs og sociale medier.
”Space Heroes” er navnet, og reklame-gimmicken har på rekordtid spredt sig til 135 lande i verden.
– Vi har stået og set måbende til, mens de normalt så søde M&M’s-karakterer gjorde ting ved nettet, vi troede ikke kunne lade sig gøre, lyder det fra BBDO.
Ideen opstod i oktober 2010, hvor en ung svensk programmør, Erik Rothoff Andersson, lagde en javascript-applikation ud som open source. Der opstod hurtigt et samarbejde mellem ham og BBDO Danmark, som sammen med Contentcube fik omsat den rå kode til en kommerciel reklameidé for M&M’s, fik den præsenteret og godkendt på rekordtid.
Rumskibene blev fyret af i slutningen af 2010, men det var først, da der blev lagt en demonstrationsvideo på YouTube, at ”rum-heltene” for alvor blev supersoniske.
– Vi havde aldrig kunnet bare håbe på den effekt, kampagnen har fået. På et tidspunkt blev der blogget og tweetet så meget og så hurtigt om M&M’s Space Heroes, at vi ikke engang kunne nå at monitorere det, lyder det fra BBDO.
Kampagnen består af et microsite, der beskriver, hvordan man installerer M&M’s Space Heroes som bogmærke. Teknologien der bruges er HTML og javascript, og rent praktisk er det en bookmarklet, som brugeren hiver op i sin browser-bogmærkelinje.
Derefter kan man så aktivere bogmærket på et hvilket som helst website og fyre løs med chokoladepastiller på præcis det site, man ønsker.

Se demonstrationsvideo på YouTube.
Og prøv selv.