Et stort flertal i det amerikanske senat har torsdag godkendt det budgetforslag, som onsdag blev vedtaget i Kongressens andetkammer, Repræsentanternes Hus. Dermed er der ro om de føderale udgifter i resten af finansåret 2014, der slutter ved udgangen af september.
72 af Senatets medlemmer stemte for forslaget mod 26 nej-stemmer. Loven mangler nu præsident Barack Obamas underskrift for at træde i kraft.
Vedtagelsen betyder, at risikoen for nye farceagtige nedlukninger af dele af statsapparatet er fjernet. Afstemningen i Senatet fandt sted præcis tre måneder efter, at den seneste hjemsendelse af statsansatte blev afsluttet i oktober efter 16 dages kaos..
/ritzau/AFP