Danish Crown fyrede i går 580 danske slagteriarbejdere, og dermed har slagterigiganten iværksat første del af den såkaldte plan B, som ledelsen føler sig tvunget til, da overenskomstforhandlingerne med de ansatte ikke levede op til forventningerne.
– Efter at resultatet fra forligsmanden er blevet så dårligt, som det er, så er vi tvunget til at iværksætte plan B, som altså nu resulterer i afskedigelse af 580 medarbejdere, siger adm. direktør Kjeld Johannesen til Børsen.
Fyringerne, der rammer slagterierne i Esbjerg og Rødding hårdest, kommer som et led i den såkaldte DC Future-plan, som Danish Crown introducerede for et år siden for at styrke konkurrenceevnen gennem besparelser og andre tiltag for samlet 1,3 milliarder kroner.
Planen indeholder ni punkter, hvoraf det største er en reduktion i lønomkostningerne på 600 millioner kroner.
Børsen side 4.