Landsforeningen LEV, som har til formål at forbedre forholdene for udviklingshæmmede herhjemme, fik fredag overrakt en donation på 50.000 kroner fra slikproducenten Haribo.
Tanken bag CSR-initiativet er at give mindst 50 familier med udviklingshæmmede børn eller pårørende en festlig eftermiddag i cirkus, lyder det fra Haribo.
– Vores produkter bliver jo af de fleste forbundet med familiehygge, fest og farver. Og det ved vi, at de udviklingshæmmede og deres familier – ligesom alle andre familier – har brug for i hverdagen. Derfor er det med stor glæde, at vi i år har valgt at donere en gave til LEV, som er helt i tråd med vores sociale ansvar og vores værdier med fokus på familie, hygge, sjov, samvær og kvalitet. Og her ved vi, at medlemmerne af LEV vil sætte pris på et lille pusterum og en uforglemmelig dag i Cirkus Benneweis, siger direktør Per Henérius fra Haribo.
Donation direkte til medlemmerne
Landsformanden for LEV, Sytter Kristensen er glad for Haribos initiativ og ser frem til at kunne glæde foreningens medlemmer.
– Mange af vores medlemmer og deres familier har en presset og belastende hverdag, og vi ved, at en positiv oplevelse med familien altid vil være et positivt afbræk i rutinerne. Derfor er den her donation fra Haribo højt værdsat. Udover værdien af den flotte donation, som vi naturligvis er taknemmelige for, er vi desuden i stand til at give familier med et udviklingshæmmet medlem nogle ekstra gode oplevelser, fortæller Sytter Kristensen og fortsætter: ”For LEV er det imidlertid i lige så høj grad tanken, der tæller. For de udviklingshæmmede og deres familier er desværre fortsat er overset gruppe i samfundet – og de står sjældent først i køen, når virksomhederne uddeler gaver til velgørende formål, som del af deres CSR-arbejde”.
– Vi har planer om at fordele de mange cirkusbilletter og slikposer til vindere af en lille konkurrence, som vi vil præsentere i vores medlemsblad, som udkommer i maj måned. Det vil sikre, at vi kan tilgodese vores medlemmer over hele landet, som kan få en festlig dag, når Cirkus Benneweis besøger vindernes lokalområde, slutter Landsformanden for LEV.