Hekse, spøgelser, djævle og meget andet – i ministørrelse – vil i morgen myldre ud på gader og stræder for at banke og ringe på døre i alt fra etageejendomme til parcelhuskvarterer.
De små djævle vil tigge om slik og true med ”ballade”, hvis de ikke får noget, og hele forestillingen skyldes naturligvis datoen – den 31. oktober – Allehelgensaften.
Eller Halloween, som det med årene også er kommet til at hedde herhjemme, stærkt inspireret af mange års amerikansk tradition med ”trick or treat”.
Men i disse sundheds- og træningsfikserede tider, så er det jo i bund og grund noget skidt med at det slik og sukker, ikke? Så derfor har en amerikansk reklame leget med tanken om at halloween-slik nu skal være sundt. Vi nævner i flæng: asparges-, tofu og broccoli-lækkerier.
Nå, ikke. Nej, det synes børnene i reklamefilmen herunder heller ikke. Især da ikke den ene af pigerne…
Filmen, som skyldes det amerikanske reklamebureau Publicis Kaplan Thaler, er ifølge Unruly Medias Viral Video Chart denne uges mest delte: knap 153.000 gange er den delt på Twitter, Facebook og via blogs inden for bare 7 dage. Den er set omkring 2,5 mio. gange på YouTube.
Som det fremgår af slutningen er der tale om en reklame for tandbørste- og tandpasta-mærkerne Crest og Oral B, og budskabet er såmænd i al fredsommelighed, at det er ok at spise rigtigt slik til Halloween – bare man husker den grundige tandbørstning bagefter.
Og værsgo, her er den – vi advarer mod scener, der kan virke (fra)stødende…