Bernstorff Slot, der er placeret lidt nord for København, er sin høje alder til trods ikke bange for at kaste sig ud i nye tiltag.
Heller ikke på marketingfronten.
Slottet har fx netop afsluttet en YouTube-kampagne med en lille serie af videoer, instrueret af komikeren Martin Høgsted, hvor man følger den nye (fiktive) marketing manager Benjamins daglige strabadser på slottet.
Videoerne er produceret i samarbejde med reklamebureauet Uncle Grey, der tidligere har gjort sig bemærket i denne boldgade med bl.a. Fleggaards Casper Christensen-film.
Branding og øget kendskabsgrad
Kirsten Daell, direktør på Bernstorff Slot, forklarer, at selvom slottet i dag har en relativt høj kendskabsgrad, så var formålet med kampagnen, udover branding, netop at løfte kendskabet yderligere.
– Vi havde i en årrække udelukkende benyttet os af de mere klassiske markedsføringskanaler, men nu syntes vi, at tiden var kommet til at forny vores kommunikation både hvad markedsføringskanaler og indhold angik, siger hun.
– Vi er klar over, at vi skal møde morgendagens gæster og kunder på de kanaler og platforme, de følger, og indholdet i vores kommunikation skulle have mere kant, selvironi og humor.
– Med videoerne ønskede vi at vise, at Bernstorff Slot ikke bare tilbyder smukke, hyggelige og historiske rammer til virksomhedens møder og for overnattende gæster, men at vi også har ”Plads til det hele”, som er det, hele konceptet byggede på.
Kirsten Daell fortæller, at det har været ret så grænseoverskridende dels at vælge YouTube som kanal og dels den noget anderledes branding af Bernstorff Slot.
– Men med det flotte kampagneresultat kan vi konstatere, at strategien og faconen var rigtig. Vi har fået en overvældende respons på både YouTube og Facebook.
– Og også vores kunder har taget godt imod videoerne og har givet os rigtig mange positive tilbagemeldinger, siger Kirsten Daell.
Pæne resultater
– YouTube kampagnen for Bernstorff Slot har generelt set haft et rigtig godt resultat, men det er særligt kampagnens performance på Google, som man bør hæfte sig ved, mener Christoffer Reimer, der er account manager hos Uncle Grey.
– En stigning på 60 pct. i søgninger på Google er usædvanligt højt for sådanne kampagner.
– Derudover ser vi, at søgningerne på Google hovedsageligt kommer fra folk i hovedstadsområdet, hvilket præcis var det område, som vi ønskede at ramme med kampagnen, fortsætter han.
Søgningen på Bernstorff Slot via Google er øget betydeligt i den periode kampagnen kørte (august/september), og også besøgene på slottets hjemmeside er steget markant.
Også de generelle resultater for kampagnen er pæne. Kampagnen havde en rækkevidde på mere end 330.000 på de sociale medier, en engagement score på 2,7 pct. og en relevans score på 7/10.
– Sammen med teamet på slottet har vi efterfølgende evalueret kampagnen, og vi er alle enige i, at denne type markedsføring har skabt ny og øget opmærksomhed omkring slottet og også været banebrydende i hotelbranchen, slutter Christoffer Reimer.
Se et par af filmene i serien her:
Hvad laver en amerikansk rapper på Bernstorff Slot?
Den hollandske maler