– Spar på elektriciteten, eller lille Bongo dør.

Det er et af de aktuelle budskaber fra energikæmpen E.ON til de svenske forbrugere, som led i en ny kampagne kreeret af reklamebureauet Forsman & Bodenfors.

Kampagnen er en follow up til ”Sweden’s Largest Energy Saving Experiment”, som siden starten af 2013 har vundet indtil flere internationale priser: Vi nævner i flæng: Guld, Bronze og Grand Prix ved Eurobest, guld ved One Show og sølv ved Epica Awards.

Hele set up’et handler om at få svenskerne til at spare på energien – altså den, de bruger, når lyset er tændt, tv’et kører og æggene koger.

Sidste år deltog 10.000 svenskere i eksperimentet og skar op mod 15 procent af deres elforbrug, og den nye kampagne har endnu højere ambitioner. Denne gang skal 120.000 svenskere involveres.

De får alle udleveret et særligt elmåler-udstyr, som via en app viser, hvor meget elektricitet, de bruger i hjemmet, og så kan de i øvrigt selv vælge, hvordan de vil ”straffes”, når de bruger for meget el – eller ”belønnes”, når de sparer på energien.

Den ene mulighed er et gensyn med søde, lille Bongo, som også optrådte kortvarigt i den oprindelige kampagne.

Bongo er en Tamagotchi-lignende lille fyr, som har det dejligt og er glad, når dens ”ejer” sparer på energien, men som bliver syg, sølle og dårlig – ja, måske dør den ligefrem – hvis dens ”ejer” bruger for meget elektricitet.

De to andre muligheder, man kan vælge, er den svenske komiker Kristoffer Appelquist, der som brugerens ”coach” enten skælder ud eller roser, afhængigt af elforbruget.

Og endelig kan man vælge, at lade den legendariske svenske modedesigner Gunilla Pontén spille på trommer…

Se Bongo-filmen her.

Se – eller gense – case-filmen om den oprindelige kampagne her.