Det skal være slut med turistbrochurer informerer om sexkøb i København på lige fod med omtale af Den lille havfrue, Amalienborg og kanalrundfart. Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen har netop indgået en aftale, der bandlyser reklamer for escortbureauer og andre steder, hvor der foregår prostitution, i københavnske turistbrochurer.
I kommunen har man længe forsøgt at overbevise Wonderful Copenhagen om at fjerne annoncerne og derfor glæder man sig over turistorganisationens beslutning.
– Vi ved, at halvdelen af københavns 2000 prostituerede kommer fra udlandet. Det vil sige, at langt de fleste af dem er handlet. Det mener vi ikke, at København skal være kendt for, siger næstformanden i socialudvalget, Lars Aslan Rasmussen (S).
Desuden søsætter kommunen en kampagne mod prostitution i forhold til det kommende klimatopmøde i København. Her vil der blive lavet et etisk kodeks med en informationskampagne rettet mod de mange mødedeltagere og hoteller i byen. Denne kampagne skal medvirke til, at deltagerne holder sig fra prostituerede.
Lars Aslan Rasmussen håber videre, at forbuddet mod prostitutionsreklamer kan være en løftestang for andre virksomheder, der tjener penge på sexreklamer.
– Jeg tager moralsk afstand fra de aviser, der tjener penge på den måde. Men reelt kan vi i København ikke forbyde nogen, at gøre det. Det vil derfor være fint, hvis man i Folketinget tager stilling til, om det skal være muligt at tjene penge på sexannoncer, siger Rasmussen.
Aftalen har bred politisk opbakning i borgerrepræsentationen.
/ritzau/