Mindre foreningsblade og kulturelle tidsskrifter bliver hårdt ramt af Post Danmarks bebudede prisstigninger på breve per 1. januar og får forøget deres portoudgifter med op mod 20 procent.
Det påpeger Dansk Fagpresse, der repræsenterer 360 specialmedier. Organisationen kritiserer skarpt, at Færdselsstyrelsen har tilladt så store stigninger på brevprodukterne. Samtidig opfordrer organisationen til, at distributionsstøtten til mindre blade hæves i forbindelse med de kommende finanslovforhandlinger.
– Så længe liberaliseringen af posten ikke er gennemført, bør Færdselsstyrelsen være garanten for, at priserne holdes i ro, og at forhøjelser på privatpost ikke bruges til at skævvride konkurrencen på masseforsendelser, siger Dansk Fagpresses direktør Christian Kierkegaard.
/ritzau/