Pengene strømmer ind i Carlsberg, og Novo Nordisk slår alle forventninger, lyder nyhederne i disse uger. Til gengæld lider bagere, byggefirmaer og tøjbutikker fortsat hårdt under krisen, skriver Politiken. ”Når vi kigger bredt ud over de små og mellemstore virksomheder, ser det virkelig ikke godt ud,” siger cheføkonom Jacob Thiel fra Håndværksrådet.
 En kedelig årsrekord blev sat i juli med 548 konkurser ifølge Danmarks Statistiks sæsonkorrigerede tal. Små virksomheder har både sværere ved at omstille sig til krisen og sværere ved at skaffe penge. Den situation er ren gift for dansk økonomi, advarer en af landets førende eksperter:
– Hvis man åbner en hvilken som helst erhvervsavis, får man indtryk af, at store virksomheder som A.P. Møller og Novo Nordisk driver hele Danmark. Men lige nu glemmer man hele den danske underskov af små og mellemstore firmaer, som faktisk har større vækstpotentiale end de fleste store virksomheder. Det giver os hastigt et stort samfundsproblem, så vi mister job, skatteindtægter, konkurrencekraft og hjerner til udlandet,” siger professor Caspar Rose fra CBS.
Det rammer Danmark særlig hårdt, når mindre virksomheder klarer sig dårligt. I Danmark bidrager virksomheder med under 250 ansatte til 66 procent af den samlede værditilvækst i dansk økonomi. Det er betydeligt højere end EU-gennemsnittet på 58 procent, viser 2008-skøn, som er de seneste tal fra EU-kommissionen.
Politiken Økonomi side 1.