På en tur ned af Strøget i København stopper man pludselig op og tænker ”hvad i alverden er det?” Man er stoppet ved en rist i vejen og ser små børnehænder holde fast i ”tremmerne”. Teksten er kort ”Hver dag sendes 1000 gadebørn i fængsel – Hjælp dem med et alternativ, send 25 kr. vis SMS til Unicef.
Virkemidlerne er små men effekten stor. For man kan ikke undgå at blive påvirket, og hvorfor ikke bare lige sende de 25 kr. afsted, når man alligevel står der med mobilen i hånden.
Unicef bruger normalt ikke mange penge på markedsføring. Noget helt andet er, at markedet allerede er oversvømmet af pågående markedsføring fra mange af de andre store hjælpeorganisationer. Derfor har man valgt en mindre event, som man håber, vil berøre de unge, samt skabe en debat i medierne.
– Man må ud og tale med folk, og vi har længe eksperimenteret med nye måder til at komme i kontakt med de unge. Girokort, der kommer ind af døren, og som drukner blandt alle de andre, virker slet ikke efter hensigten. Men vi er da også meget bevidste om, at en gade-event som denne her, kan støde nogen, siger coorperate og event manager, Valgerdur Hvidt Larsen fra Unicef.
Men lige meget, hvordan man vender og drejer det, så mener Valgedur Hvidt Larsen også, at man som hjælpeorganisation er nødt til at træde ud af det lidt støvede image, og lave nogle ting, der måske kan virke barske, men som bare er en del af virkeligheden:
– Der har jo længe været en politik om, at man som hjælpeorganisation skal passe på med at vise elendigheden, fordi folk er blevet immune, eller fordi de bare ikke kan kapere det, og derfor lukker af overfor det. Men, når man vil i kontakt med de unge, ja så skal der også andre tiltag på banen, og gerne noget, der går lige til grænsen, understreger hun.
Gade-eventen har kørt på Strøget i løbet af januar. Men fra i dag vil de små hænder findes mange flere steder i København. Derefter tager eventen på turne rundt i de store byer i Danmark.

Lige på og barsk

Ingen medier har endnu reageret på de små hænder i ristene, men Unicef vil fra i dag tage fat i pressen og i forbindelse med at eventen spreder sig, både håber og tror man, at der vil komme en bred offentlig debat. For det virker jo helt grotesk for os danskere, at man som barn kan blive arresteret for at være nødt til at leve på gaden. Men der sker jo så mange groteske ting rundt omkring i verden.
– Ja, alle hjælpeorganisationer vil have fat i folks penge, og alle formål er gode formål. Derfor tror jeg også, at en event som denne her vil få folk til at reagere i nuet, fordi man bliver påvirket ”her og nu” og fordi man kan handle med det samme. Ligesom elementerne i eventen er barske, modsat den politiske korrekthed, der præger kampagnerne fra andre organisationer, hvor man er bange for at vise elendigheden og altså de rå facts, pointerer Sune Bang, der fik ideen til at lave en event for Unicef, via en event kommité, hvor han sidder.
Det er Philip Einstein Lipski og Niels Rahr Heinze fra Young & Rubicam, der har udtænkt den kreative idé bag eventen, der bl.a. kan ses på Strøget, ved Nørreport-, og Vesterport Station og ved Øster Gasværk, der lige nu har et skuespil om ungdomsfængsler på programmet.