Danmarks første og foreløbig eneste metal ved Cannes Lions var i en af Cannes Light-kategorierne, nemlig bronze i Young Directors Print. Og det var et taknemmeligt teammedlem, Nicolas Thomsen, junior art director fra Nørgård Mikkelsen, der udtalte følgende efter den meriterende indsats:
– Det er meget, meget svært at vide, hvorfor vi vandt bronze – eller overhovedet blev præmieret. Jeg tør nærmest ikke udtale mig om det. Jeg vil helst tro på, at vi blandt andet vandt, fordi vores budskab er skabt med kant – og alligevel er meget enkelt.
Det danske team, der også har Christian Hansen fra Designskolen som både gast og rorgænger, skabte en plakat for børnehjælps-organisationen Plan, hvor man ser en sort mor Emiliana og hendes lige så sorte datter Adisa.
Iagttageren har så tre muligheder. Enten ignorere budskabet og bevæge sig videre i lykkelig uvidenhed. Eller overveje to andre handlinger: Enten at købe en gang sex med moderen til 15 pund eller give datteren en uddannelse for livet for de samme 15 pund.
– Det er klart, at den snotklat, der tiltrækker sig opmærksomheden, er valget mellem sex til en selv, den umiddelbare tilfredsstillelse, eller give en ung pige en chance i et liv, der måske ikke har overvældende muligheder for succes. Måske risikerer hun endda at ende som sin mor? Det er dilemmaet i en nøddeskal, og det lykkedes for os at formidle det, håber jeg, fortsætter Nicolas Thomsen.
Han er dog ikke i tvivl om betydningen af hæderen:
– I betragtning af hvor mange dygtige folk, vi er omgivet af, er vi meget stolte af bronzen. Og når ens arbejde er med helt hen til målstregen, må det vel være de små ting, der afgør, om det bliver den ene eller anden slags ædelt metal.