Årsregnskabet for 2014 er på trods af et resultat før skat på 12,3 mio. kr. lidt af en nedtur for AdPeople.

Bruttoavancen faldt nemlig med 24,7 %, mens det fine resultat er lig med en nedgang på 22,1 % i forhold til i fjor.

Nedgangen skyldes bl.a., at en af bureauets helt store kunder, Dell, har skåret i marketingomkostningerne på det europæiske marked.  

Dertil kommer, at selvom det amerikanske marked har øget investeringsniveauet mod slutningen af 2014, så har markeder som Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien, oplevet en væsentlig tilbagegang.  De markeder har tidligere været motoren i EMEA, hvorfor det har betydelig effekt på AdPeoples omsætning, lyder det fra AdPeoples CEO, Emre Gürsoy, i en pressemeddelelse.

– Vi har mistet 25 % af vores omsætning, men vi har formået at styre vores omkostninger, så vores forretning som helhed er i god form. København er stadig vores centrum for strategi, rådgivning og kreativ udvikling men nu med et mere lean setup på eksekvering og et tættere samarbejde med vores datterselskab i Dhaka, Bangladesh, siger han.

– Vi har arbejdet intenst på at maksimere vores gearing af Bangladesh, så vi kører stort set alt produktion og softwareudvikling derfra, og de har leveret et rekordår som følge af mere end 10 år med optimering af arbejdsgange og processer, fortsætter han.

Emre Gürsoy forklarer, at AdPeoples internationale forretningsmodel medfører, at resultatet af primær drift ikke ser ret godt ud, men hvis man derimod kigger på resultat før skat ser det noget bedre ud.

– På trods af at vi har tabt omsætning, er vi altså lykkedes med at holde vores margin stort set uændret i 2014. siger Emre Gürsoy.

AdPeople har det seneste år fokuseret på at integrere forretningsenhederne i København yderligere, og har derfor gennemført en ny ledelsesstruktur på kontoret i København.

Emre Gürsoy har udover det globale ansvar også påtaget sig rollen som CEO for det danske kontor.

Transformationen af bureauet er samtidig blevet styrket af flere tunge senior profiler, som han har hentet i løbet af 2015 (Martin William Frederiksen, Kim Plesner Jacobsen, Martin Rud m.fl.), og AdPeople er stadig på jagt efter profiler til bureauet.

– Jeg er netop nu i færd med samtaler, så de sidste nøgleroller kommer på plads før sommer. Det vil udbygge vores fokus på strategi, rådgivning og kreativitet til glæde for kunderne, siger Emre Gürsoy.

Nøgletal for AdPeople

  • Bruttoavance, 62,557 mio. kr. (-24 pct.)
  • Bruttoavancen pr. medarbejder, 919.963 kr. (-1.7 pct.)
  • Lønandel, 60,1% (60,3)
  • Resultat af primær drift, 7,353 mio. kr. (-45,9 pct.)
  • Resultat før skat, 12,281 mio. kr. (-22.1 pct.)