Hvad mon det nye år bringer, når vi taler om digitale trends?
Vi har spurgt Christiane Vejlø, der med tungen godt ud i den ene kind titulerer sig selv ”Director of all things creative” hos But-Why, et lille bureau med ekspertise inden for digital kommunikation.
– Smartphonen er vores absolut vigtigste gadget. Og den bliver endnu vigtigere i 2012. Med et voksende udvalg af apps effektiviserer den vores arbejdsliv, giver overblik over vores sociale liv og giver underholdning i snack størrelse til de små huller i løbet af dagen, siger Christiane Vejlø, der også er ankerkvinde i radioprogrammet
Elektronista hos 24syv.

– Til at hjælpe os med at få adgang til lige præcist det, vi står og mangler, vil de kommende apps i højere og højere grad bruge information om vores interesser, netværk, vaner, aktiviteter og geografiske tilholdssted. F.eks. i samspil med gadgets som Jawbone The UP armbåndet, der måler søvnkvalitet, fitness og kalorieindtag.
– Der vil også komme mere og mere fokus på mobile oplevelser, som går uden om app storen og gennem browseren i stedet (HTML 5). Og så kommer der til at ske en del mere med NFC (Near Field Communication) i flere smartphones. Det er den teknologi, som gør, at mobilen kan kommunikere med andre devices som f.eks. et betalingsstation i en butik eller automat eller en højtaler. Blot ved hurtig berøring. Digitimes spår, at 50 pct. af alle smartphones vil have NFC teknologi inden 2015.
Design og brugervenlighed
– Generelt vil vores gadgets få mere fokus på godt design, brugervenlighed og bærbarhed. Vi betragter i højere og højere grad teknologi som endnu en accessory, der er med til at sige noget om, hvem vi er. Det gælder både det produkt, vi vælger, og den måde vi bruger det på. Tech er hot!
– Laptops bliver til Ultrabooks – lettere, tyndere og pænere at se på. Et bærbart device skal virkelig være bærbart og online alle steder. De fleste mobil- og computerbrands vil tilbyde tablets og laptops, som for alvor er på både speed og på slankekur.
– Bluetooth højtalere til smartphones bliver et must-have og unikke covers til vores gadgets sørger for, at et brandvalg ikke udelukker den personlige stil. Og som forbrugere gider vi ikke mere pis. Tolerancen overfor produkter, som kræver, at vi skal installere, konfigurere, programmere, opdatere, sætte op og lade op, før vi overhovedet kan komme i gang er voldsomt nedadgående.
Filtrering af indhold
– På nettet vil vi se flere tjenester, der har til formål at hjælpe os med at navigere i informationshavet og sortere på baggrund af lige præcis det, vi interesserer os for. Vi har brug for filtrering og sortering, men også den gode redaktionelle hånd, som forstår os, og som vi identificerer os med.
– Det må gerne være personligt. Vi lægger stor vægt på anbefalinger fra folk, som vi kender eller respekterer. Samtidig vil vi også få mere og mere brug for at opdage nyt indhold og undgå det selvsving, mange kan opleve, hvis det er de samme mennesker, som hele tiden anbefaler hinanden de samme ting. Så forvent tjenester som indbygger overraskelser, slutter Christiane Vejlø for denne gang, men hun kan også følges på bloggen elektronista.dk og her på siden i fremtiden.
Læs også mere om Trends 2012, der afvikles den 16. og 17. januar,
her.