A.P. Møller – Mærsk ser mange interessante investeringsmuligheder i Latinamerika, hvor underudviklet infrastruktur og stort oliepotentiale er blandt de mest tillokkende.
Det fortæller Mærsk-topchef Nils Smedegaard Andersen i et interview med nyhedsbureauet Reuters.
Mærsk-direktøren fremhæver blandt andet muligheden for at bore efter olie på dybt vand i Mexicos del af Den Mexicanske Golf – en reaktion på landets nylige ambitioner om at åbne den statsstyrede olieindustri op for privat kapital.
Nils Smedegaard Andersen er ifølge Reuters netop nu på et kort besøg i Mexico, hvor han har haft møder med blandt andre landets økonomi-, transport- og energiministre samt det statsejede olieselskab Pemex’ topchef. Ud over olieinvesteringer har Mærsk også en havneinvestering i Veracruz på den mexicanske østkyst i kikkerten, afslører topchefen over for Reuters.
Reuters/ritzau/FINANS