Mærsks topchef Nils Smedegaard er i gang med en større oprydning på Esplanaden. Senest har chefen for olieforretningen, Thomas Thune Andersen, fået silkesnoren.
– De folk, der har skabt virksomhedens succes, er ikke nødvendigvis de rigtige til at føre virksomheder fremad. Man skal huske på, at vi står i en meget hård konkurrencesituation. Vi har måttet reducere vore omkostninger, og samtidig er der et element (af fyringen af Thomas Thune, red.) af, at jeg har ønsket at sætte mit eget hold, siger Nils Smedegaard Andersen.
Thomas Thune Andersen har været ansat i Mærsk i 32 år, og han følger nu fem skibsredere, som har forladt Esplanaden i utide de seneste år. Ny oliechef bliver den 47-årige geologuddannede Jakob Thomasen. Nils Smedegaard følger præcis den samme strategi i Mærsk, som han forfulgte med succes i Carlsberg.
Berlingske Business side 6-7. Og Børsen side 1 og 3.