Børnene fik i sidste år deres egen smoothie, da Innocent Drinks med stor succes lancerede deres Kids Smoothie på det danske marked. Drikken blev hurtigt meget populær, og nu kan Innocent-brandet så også bryste sig af at være kåret som Årets Lancering i Danmark.
Det er analysevirksomheden Nielsen, der står bag kåringen, som fandt sted på DLF – Dagligvareleverandørernes årlige netværkstræf, som i år blev afholdt i Kolding.
Nielsen havde udvalgt de fire 2011-lanceringer, som man fandt mest succesfulde, og ud over Innocent Drinks med deres Kids Smoothie var også Reckitt Benckiser blandt favoritterne med en automatisk håndsæbe, Dettol No Touch, Wasa med en müslibar, Wasa Crisp&Cereals, og Dr. Oetker med deres Stoneoven Tradizionale Pizza.
– Alle fire produkter har opnået betydelige markedsandele i deres kategorier, som i samme periode voksede, hedder det fra Nielsen.
Men den mest bemærkelsesværdige lancering var altså Innocent Kids Smoothies, som siden sin lancering i foråret 2011 opnået en markedsandel på 27 procent (i perioden 23. april – 20. maj 2012). Samtidig er smoothie-kategorien vokset med 26 procent i det seneste rullende år i forhold til tilsvarende periode året før.
– Samtidig med at Innocent Kids produkterne har klaret sig flot, hvad angår målbare facts, synes vi hos Nielsen, at Innocent har fortjent opmærksomhed for deres nytænkning inden for kategorien ved at komme med et velsmagende og sundt alternativ til andre – sukkerholdige – produkter til børn, hedder det fra Nielsen.
Innocent Kids Smoothie er dermed nyeste ”medlem” i rækken af mærkevarer, som Nielsen har kåret som Årets Lancering i de seneste 11 år.
De seneste fem års vindere er:
2011: Innocent Kids Smoothie
2010: Cremet marmelade
2009: Red Bull
2008: Somersby Apple Cider
2007: Coca-Cola Zero