Smykkekoncernen Troldekugler, der konkurrerer med Pandora og har gjort ejerne Peter og Lise Aagaard styrtende rige, har taget grovfilen i brug for at få afsluttet et opgør med en amerikansk partner.
Overvågning, indefrysning af bankkonti og stævninger er blevet brugt i sagen, der har kostet Troldekugler et stort millionbeløb.
Den amerikanske distributør, Morten Lund Petersen, der er bror til Pandora-milliardæren Michael Lund Petersen, blev i 2011 fyret af Troldekugler efter at have været involveret i lanceringen af et konkurrerende produkt, Novo Beads.
Han er nu af en amerikansk domstol blevet dømt til at betale 15 mio. kr. til Troldekugler, men Lund Petersen har endnu ikke betalt en krone.
/ritzau/FINANS