Efter lange forhandlinger har EU’s stats- og regeringschefer givet grønt lys for et arbejde, som i sidste ende skal ende med en ændring af EU’s blot 11 måneder gamle Lissabontraktat. Ændringen kommer efter pres fra Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den skal danne grundlaget for at oprette en permanent krisemekanisme, som skal kunne redde eurolande med økonomiske problemer.
– Der er enighed om, at vi får brug for at lave en målrettet ændring af traktaten, som muliggør, at man kan lave en sådan mekanisme, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen. ”Det er et fint resultat, og det åbner ikke Pandoras æske. Det er meget målrettet og fokuseret.”
Med EU-ledernes aftale vil EU’s præsident, Herman Van Rompuy, frem til december lede konsultationer om, hvordan man kan ændre traktaten. Lars Løkke Rasmussen fastholder, at det bliver et meget lille indgreb i traktaten. Af samme årsag ønsker han at bruge udtrykket “justering” frem for “ændring” af traktaten.
Borsen.dk