Et par dage med vinter, og Danmark går i sort – og på nettet: Unikke besøgende flokkedes som snefnug på DMIs hjemmeside i sidste uge. Da havde meteorologerne et trafiktal på 1.220.829 mod blot 492.192 i ugen før. Det er det hidtil højeste antal unikke besøgende i de foreløbig to år, at DMI har fået målt sin trafik.
I uge 7 var der tilbagegang for alle de større sites herhjemme i forhold til ugen før – skolernes vinterferie trækker fra – men i uge 8 sad mange danskere igen foran skærmen. Og når det snestormer på DMI, så drypper på det degnen – eller hvad man nu skal kalde ekstrabladet.dk.
I går, mandag, blev der spist lagkage på internetavisen. Anledningen var ikke, at man er Danmarks absolut største af sin slags – det har man været længe – men at man i uge 8 for første gang nogensinde rundede én million unikke besøgende.
Snestormen får en del af æren, Britney Spears og hendes fortvivlede kortere-end-navycut nummer får resten, vurderer redaktør på ekstrabladet.dk, Erling Tind Larsen.
Trafiktallene bliver offentliggjort senere i dag.
peng