Samfundet er i hastig forandring, og det udfordrer den måde, vi reklamerer på. Alt for ofte er reklame som en dårlig morgenjuice: 99 pct. vand med tilsat saftsmag på 1 pct. koncentrat af appelsin.

– Det er der ikke meget juice eller for den sags skyld god kommunikation over, siger Thomas Kolster, forfatter til ”Goodvertising” og stifter af ”Goodvertising Agency”.

– Reklame er ikke længere bare, hvad du siger. I dag handler det om, hvad du gør, hvad du laver, og hvilke holdninger du har. Det bliver simpelthen sværere at snakke sig ned i lommerne på forbrugerne uden et produkt, som kan levere.

– Det betyder mindre og mindre plads på danskernes spisebord til produkter med højtsvævende reklamer som f.eks. Choko Pops, der med sukkerindhold på niveau med en Snickers chokoladebar basalt set er slik camoufleret som morgenmad.

Du er en hård mand. Hvor er empatien henne? Også virksomheder skal jo leve?

– Naturligvis skal virksomheder tjene penge og skabe arbejdspladser, og naturligvis skal produkter og tjenester kommunikeres. Måden at gøre det på har bare forandret sig. Jeg erkender, at det er en svær balancegang.

– Men jeg bliver ærlig talt nervøs, når f.eks. Statoil lancerer Bio 95 benzin som en gave til planeten med græsdækket bil og blomster i udstødningen, fordi billedet skal understøtte budskabet om et indhold med 5 pct. bio-brændstof.

– Men omvendt dør de gode intentioner også, når den gode historie forsvinder bag et røgslør af fakta og videnskabelighed, som det ofte sker med certificeringer og mærker. Du kan jo prøve at fortælle mig, hvilke gode historier gemmer sig bag FSC, Blomsten, Nøglehullet eller MSC?

Historie, handling & holdning

Jamen, så lad os bare give op og svine planeten til?

– Det skal vi da overhovedet ikke. Vi skal tværtimod sikre, at historie, handling og holdning går op i en højere enhed. Og der er rigtig mange muligheder, som viser og beviser, at du som virksomhed tænker på dine kunder og deres hverdag.

Du tænker på?

– Modefirmaet G-star er lige nu ude med en omfattende outdoor-kampagne, rettet mod deres målgruppe af unge fashionistas. De får at vide, at jeans kan produceres i større respekt for fremtiden.

– G-stars nye kollektion ”Raw for the Oceans” er lavet af plastik indsamlet fra verdenshavene, som er omdannet til tråde (BIONIC), hvor op til 30 pct. indgår i kollektionen. Det er da en fantastisk ambition.

– Og historien er ikke fortalt med løftede pegefingre eller isbjørne, men tværtimod overbragt med stil af musik-ikonet Pharrel, som støtter op bag kollektionen.

– Måske skal alt ikke råbes fra hustagene, men bevises gennem nye produkter og services? F.eks. åbner Dansk Supermarked sammen med Folkekirkens Nødhjælp i 2015 butikken ”Refood” på Nørrebro, hvor kasseret mad kan sælges til nedsat pris. Overskuddet går til at bekæmpe sult i nogle af verdens fattigste lande, slutter Thomas Kolster.

Han og CSR-klubben inviterer til et morgenmøde 10. oktober, hvor dilemmaerne diskuteres under overskriften ”Markedsføring er fra Mars – bæredygtighed er fra Venus”. Her er IKEA og Carlsberg på podiet.

Læs mere og tilmeld dig her til gratis-arrangementet her.

Se mere om G-Star her, og mere om Refood her.