Sammen med marketingbureauet Fireball lancerer Galle & Jessen en langsigtet kampagne for danskernes foretrukne pålægschokolade.
Udgangspunktet er det omfattende sociale og økonomiske arbejde, som Toms-koncernen, der ejer Galle & Jessen, i en årrække har udført i Ghana.
Under kampagnetitlen Ghana Tur/Retur, sætter virksomheden fokus på, at når man vælger pålægschokolade, støtter man aktivt det arbejde, som Toms udfører i Ghana.

– Toms har i en årrække arbejdet seriøst med CSR. Specielt når det kommer til et aktivt engagement i de regioner, hvor deres råvarer kommer fra, siger Anthony Aconis, adm. direktør i Fireball og fortsætter:
– De har for længst taget et stort ansvar, og vi mente, at tiden var inde til at eksternalisere den historie. Indtil nu har den været godt gemt væk på hjemmesiden, men nu skal den altså ud på hylden. Ud på produkterne.
Hos Toms siger Gitte Korsholm Kristoffersen, der er brand manager for Galle & Jessen:
– Vi ønsker, at Toms substantielle arbejde og indsats i Ghana skal indgå i forbrugernes overvejelser, når de står foran hylden, og den korteste vej er simpelthen at lade produktet fortælle historien.

Som en del af kampagnen lancerer Galle & Jessen et kampagnesite med et online-spil, hvor brugeren skal styre figuren Kalle Kakaofrugt gennem flere af de processer, der indgår i den rigtige kakaoproduktion. Det vil sige, udover at spillet underholder store som små, så giver det også indblik i kakaoproduktionen, og Toms indsats i denne forbindelse.
Kampagnen lanceres nu og forventes at køre fremadrettet på
www.galleogjessen.dk.
Udover spillet på hjemmesiden vil Galle & Jessen bruge facebook siden ”Ghana Tur Retur” til løbende at fortælle om udviklingen i de områder i Ghana, som Toms er med til at udvikle.