Det har gentagne gange lydt, at forbrugerne ønsker mere personlig og relevant kommunikation, men hvordan er det lige, at verden ser ud inde fra styrhuset i annoncørernes marketingafdelinger?

Det har analysehuset Econsultancy for forsøgt at belyse i en ny rapport, hvor man har spurgt 6.000 marketingprofessionelle om virksomhedernes fokus inden for digital markedsføring.

Rapporten afslører desværre, at annoncørerne er langt fra, hvor kunderne er. For selvom otte ud af ti (78 pct.) hævder at differentiere sig på baggrund af digitale brugeroplevelser, er der kun fire pct., som gør udtryk for, at det bliver via en mere mobilvenlig kundeoplevelse.

Det er på mange måder en skræmmende konstatering, når brugen af smartphones fortsat eksploderer, og alt fra apps til sociale medier og web-browsing i stigende omfang foregår fra mobile enheder.

Ydermere vurderer 22 pct. af de deltagende virksomheder, at den individuelle kundeoplevelse er det, der har størst markedsføringspotentiale i 2015, efterfulgt af content marketing (15 pct.) og mobile (13 pct.).

Social taber terræn

En stor overraskelse er imidlertid, at sociale medier taber terræn. Tilbage i 2014 vurderede 10 pct. af respondenterne, at social media vil have det største potentiale for digital markedsføring. Og adspurgt ved udgangen af 2014 om hvad, der rent faktisk havde haft det største potentiale svarede hele 16 pct. sociale medier.

Adspurgt om deres forventninger til 2015 svarer blot 7 pct., at sociale medier vil have det største potentiale. Det er både laverer end i 2014 og ganske få, taget i betragtning, at 59 pct. af danskerne ifølge DR’s kortlægning af danskernes brug af de elektroniske medier benyttede sig af Facebook, 11 pct. af Snapchat og 9 pct. af Instagram.

Et andet, men knapt så overraskende fænomen, er virksomhedernes mangel på analysekompetencer, og det er måske også svaret på, hvorfor virksomhederne er tilbageholdende med at skrue op for mobil-blusset. 69 pct. gør i hvert fald udtryk for, at de er parate til at foretage omfattende eksperimenter inden for digital markedsføring, men 35 pct. afslører til gengæld også, at de ikke har nok ressourcer til at indsamle og bearbejde de data og viden, der skal til for at arbejde mere effektivt med digital markedsføring.

Mere geo-targeting

Helt konkret udviser virksomhederne mod på at eksperiementere med geo-targeting, hvor hver fjerde virksomhed ventes at tage teknologien i brug inden udgangen af 2015. De vidner i hvert fald om, at fokus er på kundeservice og brugeroplevelser, da undersøgelsen fremhæver, at kun fem pct. af virksomheder de næste fem år vil anvende pris som primær parameter til at differentiere sig fra konkurrenterne.