– Personligt synes jeg, at vi må se en smule mere nutidigt på reklamereglerne. Der er visse reklamer, jeg personligt godt ville kunne leve
med på public service-kanaler, siger Jytte Wittrock til Markedsføring.
Jytte Wittrock siger ja til ølreklamer, mens hun er knap så afklaret med hensyn til spiritus, og tobaksreklamer er udelukket. Forbuddet mod
reklameafbrydelser i film vil Jytte Wittrock heller ikke give køb på.
Baggrunden er TV2’s ønske om en liberalisering af reklamereglerne. Alene en liberalisering af øl, vin og spiritus vil indbringe den reklamefinansierede public service-station 40 mio. kr. ekstra.
En liberalisering nu vil have speciel betydning for markedsføring af dåseøl, som introduceres på det danske marked fra 1. juni i år. TV2 regner med, at ophævelsen af dåseforbuddet vil gøre udenlandske bryggerier mere interesserede i det danske marked.
– Tilladelse til at sende ølreklamer på TV2 vil være endnu et incitament for udenlandske aktører til at gå mere aktivt ind på det danske marked, erklærer adm. dir. Christina Lage, TV2, i en redegørelse til Folketingets mediepolitikere.
TV2 skønner, at efter en reklameliberalisering vil mediaforbruget for øl, vin og spiritus være 160 mio. kr. årligt, hvoraf 64 mio. bruges på tv-reklamer, hvoraf TV2 regner med at kunne vinde de 40 mio. efter 6-12 måneder.
TV2 oplyser, at en liberalisering for håndkøbsmedicin ville indbringe yderligere 20 mio. kr.
Endelig regner TV2 med at kunne tjene 30 mio. kr. på reklameafbrydelser (breaks) i film, men dette vil TV2 først overveje, hvis stationen presses på
seertallet. /Dj