Vi skrev for nylig på markedsforing.dk, at sociale medier er er mere effektive end andre digitale annonceringsformer, og nu har reklamebureauet bag, envision, løftet lidt mere af sløret for undersøgelsen, der ligger til grund for den bastante udemelding.

Undersøgelse viser først og fremmest, at sociale medier, og særligt Facebook, er langt bedre end sit rygte. Sociale medier er således kommet udover ”spøg og skæmt-stadiet”, og forbrugerne er i dag villige til at interagere med virksomheder på sociale netværk, hvis de overholder spillereglerne og har noget konkret at tilbyde.

Noget tyder nemlig på, at forbrugeren har vænnet sig til, at virksomhederne er på Facebook, selvom der ingen direkte sammenhæng er mellem den gode oplevelse og et “like” på Facebook. Undersøgelsen viser, at sociale medier er mere effektive end traditionelle digitale annonceringsformer og dermed er svær at komme udenom.

26,8 pct. nævner, at de har købt på baggrund af at have set en reklame på Facebook og til sammenligning har 18,9 pct. købt på baggrund af et nyhedsbrev.

Sociale filtre

Sociale medier er gået fra sociale forbindelser til sociale filtre, ”som er blevet filtreringsværktøjer og regulære informationsportaler med nyheder, tilbud og servicefunktioner”, lyder det. I kølvandet er opstået en offline-online tilstand, som den digitale parlør vil oversætte til en enten-eller-tilstand, hvor funktionalitet, second screen og berigelse ifølge envisions frontkvinde Mona Juul er centrale succeskriterier.

Hun mener ikke umiddelbart, der er grund til at frygte kanibalisering ved at kombinere en fysisk butik med en online butik.

Undersøgelsen viser, at 78,2 pct. betragter e-handel som supplement til køb i de fysiske butikker og kun 10,8 pct. svarer, at handel på nettet erstatter køb i fysiske butikker. Samtidigt er det værd at bemærke, at blot 5,6 pct. angiver, at de slet ikke handler på nettet – et meget lille tal, som med al tydelighed indikerer, at nethandel er kommet for at blive.

– Hvis du forstår værdien af at få ambassadørerne over på din side og giver dem noget af værdi, som de vil snakke om, kan nichenetværk medvirke til at fremhæve bestemte områder af ens forretning, tilføjer Mona Juul, men understreger samtidigt, at det både kræver en uafhængig og målrettet indsats, der er tilpasset det enkelte medie, da der ikke sker en automatisk overførsel af indhold til mediet og adfærden er forskellig fra medie til medie.

Mange virksomheder kan udnytte deres potentiale langt bedre. Undersøgelsen viser netop, at forbrugerne kan være meget entusiastiske omkring virksomheder og brands, både på Facebook og via deres egne hjemmesider.

– Hvis du ønsker at lære din forbruger bedre at kende med det formål at skabe værdi for ham, skal det gøres til en del af virksomhedens overordnede forretningsstrategi. En konkret strategi for, hvordan du vil ramme og ikke mindst skabe relationer til brugerne, understreger Mona Juul og fremhæver QR-koderne, som i øjeblikket bliver brugt fuldstændigt hæmningsløst, og hvortil hun drager parallel til brysterne, som reklamebranchen altid har benyttet sig af, når alt andet slår fejl, men desværre uden nævneværdig samme effekt.

Undersøgelsen er gennemført ved interview af 1.015 respondenter med en gennemsnitsalder på 35 år. 70,1 pct. var kvinder og resten mænd. Læs mere om envisions undersøgelse i Markedsføring no. 4/2012, som udkommer i næste uge.