Er social media-tilstedeværelse en nødvendighed? Fullrate her i landet mener nej, de sætter Facebook-eksistensen på standby.
Men det ville Fullrate sandsynligvis ikke slippe af sted med, hvis operationen foregik i Storbritannien.
Her mener hele 40% af forbrugerne, at det er nødvendigt (”crucial”) for små og mellemstore virksomheder at være på de sociale medier.
Og spørger man ind til, om virksomhederne skal svare kunderne uden for normale åbningstider (9-17), svarer 48% ja.
Det er Fasthost Internet Ltd., der har lavet den lille analyse, og man kan godt diskutere validiteten. Men retningen kan ikke negligeres. Og en anden analyse fra freshbusinessthinking.com siger præcis det samme. 40% af forbrugerne ”kræver”, at små virksomheder bruger Facebook og Twitter, hvis de vil have en chance over for de større konkurrenter.
Svarene afslører med tydelighed, at interaktionen er et must, at svar på forespørgsler skal ske også efter kl. 17.00, og at dialogen er en forretningsdriver – set fra forbrugernes side.
Om Fullrate er i stand til at gå imod strømmen, vil vise sig.