Vi ved godt, at sociale medier kan være trampolinen for shitsstorms.
Men nu viser en ny undersøgelse, at disse nye, digitale fora også kan være karriere-dræbende. Så rådet er igen-igen: Pas på, hvad du skriver på dine profiler.
Det er On Device Research, der har interviewet 6.000 personer i Kina, Indien, Brasilien, Nigeria, USA og Storbritannien, og som konkluderer, at ”unge menneskers karrierer og jobmuligheder trues af deres profiler på sociale medier.”
Tendensen er mest markant i Kina, hvor 16% af de 16-24 årige og 14% af de 25-34 årige skriver under på påstanden. I Brasilien er risikoen mindst. Tallene er for de samme grupper 4% og 5%.
I Storbritannien mener 9% af de yngste og 6% af de ældste, at de har mistet et job, fordi de var uforsigtige. I USA er tallene 6% og 7%. Omvendt fortalte to tredjedele af de adspurgte, at de ikke havde mærket negative konsekvenser af deres tilstedeværelse i de digitale fora.
Forslaget fra On Demand Research er indlysende:
– Vi har brug for mere og bedre uddannelse af de unge jobsøgende, når det handler om sociale medier. I en tid med arbejdsløshed, er der ingen grund til at gøre det sværere for sig selv, mener Sarah Quinn, marketing manager hos On Demand Research.
Vi har spurgt en af de førende eksperter på sociale medier, Jan Christiansen, tidligere Facebooks landechef i Danmark, om analysen siger noget relevant?
– Det gør den da. Generelt har grænserne for, hvad man offentliggør rykket sig med brugen af sociale platforme i forhold til, hvad man gjorde før 2004, hvor Facebook startede. Specielt har de unge – også kaldt for “Paradise hotel generationen” – ikke de store bekymringer med at offentliggøre endog meget personlige detaljer. Fuldstændig ligesom deres deltagelse i Paradise Hotel, så vil den forkerte kommentar om chefen være noget, der kan forfølge dem i mange år efter.
– De glemmer ofte, at ting sagt/skrevet på nettet ligger og er søgbart for alle, medmindre de selv aktivt sletter dette. Og her kommer vi til næste problem: Det er meget få social media brugere, der sletter noget som helst indhold, og samtidig gør Facebook og andre tjenester det forholdsvis vanskeligt at slette data. Lidt populært sagt kan man sammenligne den kække kommentar på Facebook med den tatovering man fik i en brandert. Alle kan se den fremover, og før eller siden vil ejeren fortryde den, slutter Jan Christiansen