Tine Bryld er populær som aldrig før, i hvert tilfælde blandt læserne af Alt for Damerne, der netop har kåret hende som klar vinder af Alt for Damernes Kvindepris 2006.
Den 66-årige socialrådgiver, forfatter, empatiske rådgiver i radioprogrammet Tværs og kærligt sparkende brevkasseekspert på Alt for Damerne har i snart 40 år bevaret sit sociale engagement og har formået at udvikle sig med det samfund, der optager hende så meget.
– Jeg er meget stolt af at få den pris. Og glad for, at jeg har været i stand til at forny mig og ta’ samfundet til mig samtidig med, at jeg har beholdt mit engagement. Og så har jeg været uafhængig. Jeg har været mig, siger Tine Bryld, der nægter at lægge kampgejsten på hylden, så længe hun synes, der stadig er noget at kæmpe for. Og det er der! I næste måned går turen til Grønland, som hun er stærkt socialt engageret i.
Alt for Damernes chefredaktør Hanne Høiberg siger:
– Jeg er rigtig glad for, at læserne har valgt Tine Bryld. Både fordi hun har været en uundværlig del af Alt for Damerne i to trediedele af den tid, bladet har eksisteret, og fordi hun altid har svaret læserne ud fra en grundlæggende respekt for, at vi mennesker er forskellige.
Alt for damernes Kvindepris uddeles i år for 24. gang. Med prisen følger et studierejselegat på 25.000 kr. MSOL