Det er ingen let opgave at kommunikere med ungdommen på uddannelsesstederne. Derfor har Rapp Collins i markedsføringen af Telia StofaNet valgt at tale med de studerende på deres eget sprog.
“Sød pige søger fyr – jeg er selv fotomodel i fritiden, men er ligeglad med, hvordan du ser ud – Bare du har StofaNet!“ Er én af overskrifterne på de opslag, som Rapp Collins har lavet og som vil blive hængt op på opslagstavlerne på uddannelsesstederne.
Rapp Collins har allerede en mere traditionel kampagne kørende for Telia StofaNet i Jylland og andre steder, hvor der er adgang til lige præcis det net. Men hos Telia StofaNet ønskede man også at få fat i de unge studerende, fordi den målgruppe ved hvad ISDN og bredbånd er, og fordi de er storbrugere af internettet.
Og hvordan får man så fat i en denne aktraktive gruppe, der allerede er ved at drukne i reklamer fra alle de andre virksomheder?
– Man taler deres sprog, smiler tekstforfatter Anne Toft fra Rapp Collins, og tilføjer, at det selvfølgelig er lettere sagt end gjort.
– Men da vi fik ideen til at lave de her hjemmelavede opslag – opslag der til forveksling ligner dem, de unge selv hænger op – ja, så havde vi fornemmelsen af, at vi havde fat i noget af det rigtige.

VIRUSKAMPAGNE
Opslagene med overskrifter som “Sød pige søger fyr“, “Haves: 4V“ og “Gratis lektiehjælp“, vil uden tvivl få de studerende til at stoppe op en ekstra gang. Og alle os andre. For opslagene vil også komme til at hænge i Netto- og Faktabutikker, der hvor de studerende primært gør deres indkøb. Videre i teksterne gøres der så opmærksom på, at de ret utrolige tilbud kun gælder, hvis man har StofaNet. Opslagene er udstyret med taloner, som de studerende kan hive af. Og her kan de enten respondere på en e-mail adresse, eller på et telefonnummer.
– Når de studerende responderer på et opslag, vil de f.x. møde en telefonsvarer der siger “hej det er Claus. Hvis du har ringet vedr. mit opslag, så har jeg allerede fundet en, men…“ Og så vil stemmen fortsætte med at fortælle om StofaNet, siger kontaktchef Bjarne Orfelt fra Rapp Collins og erkender, at man også vil benytte sig af mere traditionelle fremgangsmåder.
– Ja indrømmet, vi har også fået lavet en plakat, og der vil komme annoncer i studenterbladene. Men konceptet er den sjove stil, hvor vi også vil oprette profiler på Dating og Scor, benytte os af SMS og spam-mails, samt andre medier, som de studerende bruger i kommunikationen med hinanden. Vi kalder det en Virus-kampagne. Vi giver den et lille puf og håber så på, at de studerende selv vil sprede den – som ringe i vandet, pointerer han.
Kampagnen går i luften i uge 41 og 4-5 uger frem. Det kreative team bag kampagnen er tekst Anne Toft og ADer Mikkel Braginsky fra Rapp Collins.