De to unge reklametalenter, Jakob Vorre og Kaspar Monberg, blev onsdag belønnet med sølvmedaljer i talentkonkurrencen ved VM i reklame, Cannes Lions 2011.
Dermed fulgte de op på forårets øvrige hæder, der bl.a. omfatter en Young Creative Circle, som faktisk banede vej for deres deltagelse i Cannes-konkurrencen.
– Det hele hænger sammen. Havde vi ikke været med i Creative Circle, så var vi aldrig kommet herned, fortæller Jakob Vorre, som er den ene halvdel af den danske sølvduo.
Han er i dag ansat hos bureauet TripleLBi, hvorimod Kaspar Moberg er nyuddannet fra Mediehøjskolen og (sikkert ikke så farligt længe) står uden arbejde.
Ved Young Creative Circle blev de to mænd præmieret for en onlinekampagne udviklet for foreningen Ægteskab uden Grænser. I Cannes stod menuen på noget ganske andet.
Flere end tredve andre teams skulle således på ganske kort tid kreere en bannerreklame til The Planet Earth Institute. Det gik åbenbart så godt for danskerne, at juryen valgte at belønne dem med en sølvmedalje for indsatsen.
Dansk succes i Tyskland
To andre danskere har også gjort sig bemærkede i Cannes i de seneste par dage, men vel at mærke i den ”rigtige” konkurrence.
Det drejer sig om danskerne Regner Lotz og Janus Hansen, der havde en stor andel i en Sikker Sex-kampagne fra Grey i Düsseldorf, som blev belønnet med en sølvløve i kategorien Outdoor. Kampagnen var bestilt af MTV Switzerland.
Kampagnen omfatter en række tegneseriestriber, der med et glimt i øjet husker unge mennesker på, at sex ikke er et uheld. Derfor bør de bruge et kondom.
Du kan se et par af striberne
her.