Søndagsavisen A/S og Det Berlingske Officin A/S stiller spørgsmålstegn ved den aftale, som DSB S-Tog har indgået med Metroxpress om avisdistribution på S-togstationerne, skriver Jyllands-Posten.
Børsnoterede Søndagsavisen A/S, der udgiver gratisaviser, undersøger, om DSB S-Tog har begået lovbrud ved at indgå en aftale med Metroxpress om distribution af gratisaviser. Metroxpress begyndte mandag at udkomme i hovedstadsområdet, blandt andet via omdeling på S-togstationerne.
– Vi vil undersøge, om DSB S-Tog har tilsidesat god skik ved licitation. Når vi kender resultatet af de undersøgelser, vil vi tage en beslutning om, hvad der videre skal ske, siger viceadm. direktør i Søndagsavisen A/S Jørgen Wittenkamp, til Jyllands-Posten. Han oplyser, at der er sendt et brev til S-togledelsen. Svaret mangler stadig.