Nogle af omkostningerne til oprydningen og reorganiseringen af DDB Gruppen er løbet ind i indeværende regnskabsår, og derfor vil det ikke lykkes at opnå et positivt resultat i 2002.
– Men kigger vi på vores nuværende bruttoavance i forhold til de omkostninger, vi har, så har vi igen en sund forretning. Organisationen er blevet trimmet, siger DDB Gruppens bestyrelsesformand Søren Kyllebæk.
I alt er Gruppen blevet skåret ned med 110 mand, og derfor er et af de tilbageværende problemer, at bureauet har for meget plads i Shell-huset, og at ejendomsudgifterne derfor belaster budgettet unødigt meget. Søren Kyllebæk har arbejdet på en løsning hele foråret og håber på at få den på plads efter sommerferien – uden at han dog vil gå i detaljer.
De ambitiøse planer, der lå bag flytningen til Shell-huset, er en af årsagerne til, at bureauet kom for sent i gang med at tilpasse sig nye markedsforhold.
– Vi sad i en situation, hvor vi i de seks foregående år var vokset med 25-30 pct. Vi arbejdede med en strategi om et multibrandhus, og i foråret 2001 havde vi skrevet kontrakt om Shell-huset, der skulle danne rammen om denne strategi. Vi vurderede at forårets problemer var et forbigående fænomen og ikke en mere permanent ændring af markedsvilkårene, og selv da vi flyttede d. 1. september – med alt hvad det giver af turbulens og omkostninger – så niveauet ud til at blive fladt. Så kom 11. september, og et 4. kvartal, der var det værste, jeg nogensinde har oplevet. Set i bakspejlet kan man selvfølgelig sige, at vi skulle have retænkt strategien allerede i foråret. Men så havde vi ikke haft brug for Shell-huset, og for os var det altså et spørgsmål om, at vi skulle erkende, at seks års ubrudt og markant vækst altså nu var slut for os, siger Søren Kyllebæk. fin