Få en dansk designet kvalitetssofa leveret direkte til din hoveddør, og betal halvdelen af butiksprisen.
Det er Sofakompagniets enkle koncept, der på både pris, kvalitet og design gerne vil udfordre det danske møbelmarked, og dét koncept har virksomheden nu valgt rådgivningsbureauet LEAD til at hjælpe med at kommunikere.
Det skal ifølge en pressemeddelelse fra parterne ske via en stærk grundfortælling og iøjnefaldende kreative tiltag eksekveret via PR og sociale medier.
Sofakompagniets direktør Christian Rudolph siger:
– Vi vil gerne vise danskerne, hvad der adskiller Sofakompagniet fra de traditionelle møbelvirksomheder. Derfor skal kommunikationstilgangen også være anderledes. I samarbejde med LEAD har vi udformet anderledes og troværdige tiltag, der matcher vores brandværdier og møder danskerne i øjenhøjde.
Indsatserne søsættes allerede fra august og skal sikre, at endnu flere danskere ved udgangen af året kender til Sofakompagniets profil såvel som sofaer, stole og borde.
Sofakompagniet blev etableret i 2012 af Cathrine og Christian Rudolph, der også ejer virksomheden Scandinavian Design, og har på bare to år skabt et overskud på 1,8 mio. kroner efter skat.
Ifølge dagens udgave af Børsen går Sofakompagniet i efteråret ind i Norge og Sverige, ligesom der er planer om at erobre det polske, det sydafrikanske og det tyske marked på lidt længere sigt.
Du kan læse mere om Sofakompagniet her.