Fremover skal man ikke længere på posthuset for at hente koncertbilletter.
SOL, Skandinavien Online, lancerer en service, hvor det er muligt at betale BilletNET billetter over nettet. Tidligere har det kun været muligt at søge og bestille billetter, men fremover bliver det også muligt at betale med både Dankort og andre betalingskort. Efter man har afgivet ordren vil biletterne blive sendt med posten.
SOL har eksklusive rettigheder til at lancere BilletNET, der står for 80 procent af alle arrangementer, over nettet. Hos SOL regner man med, at den nye betalingsmulighed vil blive et gennembrud for betaling over nettet. BilletNET sælger omkring 3.500.000 billetter om året
På nuværende tidspunkt har man små fem procent af de samlede bestillinger, et tal man forventer øget til ti procent i løbet af år 2000.
– Med 350.000 betalingstransaktioner over nettet kan der blive tale om det første store gennembrud med Dankortbetalinger over nettet, siger Morten Damgaard, marketingchef hos SOL. Cirka 15 procent af alle internetbrugere bruger BilletNET via SOL en gang om måneden.
Morten Damgaard understreger, at betalingssystemet er udviklet i samarbejde med BilletNET og PBS’s programmører og teknikerere. Derfor skulle der ikke være sikkerhedsmæssige problemer. Det er ikke lagt fast, hvordan sikkerheden skal være med hensyn til modtagelsen af billetterne, men i forbindelse med de arrangementer, hvor der kan opstå tvivl, vil billetterne blive sendt anbefalet.
Det nye betalingsmetode træder i kraft den 10. februar og vil blive markedsført i forskellige medier blandt andet dagblade, men også via bannereksponering.